Men det var ikke kun Grace, der vidste, hvad Generalen tænkte og ikke tænkte. Takket være tryllemiksturen i kaffen på hans natbord vidste Generalen også, hvad Grace tænkte. Og han vidste, at hun i dette øjeblik tænkte på, at han vidste det.
Grace bor sammen med far, der er tryllekunstner og mor, der er øre-, næse- og halslæge. Det er efterhånden blevet for meget for moderen, at faderen rejser rundt og tryller duer både væk og frem, men det er nu ikke så meget det; det er mere det, de fylder derhjemme og både skider og lægger æg og bliver væk. Mor er træt til kvalmegrænsen af de fjerede kræ, så træt at hun giver faderen valget. Det er hende eller duerne. Og da faderen jo ikke umiddelbart kan komme af med dyrene, så flytter moderen.
Nu vil så skæbnen, at moderen skal til lægekongres samtidig med, at faderen skal til magisk kongres i et eller andet i Sydamerika, og Grace må selv vælge, hvem af dem, hun vil med. Og det er ikke noget vanskeligt valg.
Hun rejser med far om på den anden side af jorden. Og faderen har en forhåbning om, at han kan gøre en god figur ved kongressen, så han fremover vil kunne rejse rundt uden duerne. Og slipper han fri af dem, så vil vejen til, at moderen igen flytter sammen med ham og Grace være ganske kort.
Da de kommer til deres hotel, hvor konferencen skal finde sted, møder Grace i haveanlægget en dreng, som hedder Paolo. De to børn kan ikke tale sammen. Grace kan ikke noget sprog ud over dansk, og Paolo taler kun sit eget. Skæbnen vil imidlertid, at det, der er faderens forhåbning for fremtiden, er en tryllemikstur, som har den egenskab, at hvis man indtager den, så kan man ikke bare forstå, hvad andre mennesker siger, man kan også forstå hvad de tænker.
Grace tager en forsigtig tår af miksturen, hvilket gør, at hun pludselig kan tale med Paolo. Paolo fortæller, hvordan det er at bo i dette fremmede og undertrykkende land, hvor generalen er præsident, og holder landets indbyggere i stram snor, og hvis indbyggerne tillader sig at gøre vrøvl over den måde, samfundet er indrettet på, så ryger de i fængsel. Paolos far er digter, og engang kom han til at skrive et digt, der gjorde generalen til grin. Han skrev at Generalens overskæg ligner en skovsnegl. Det var nok til at faderen røg bag tremmer.
Grace beslutter sig til at gøre noget for landets undertrykte borgere og for Paolos far, og det må ske ved at hun kommer til at tale med Generalen. Det skal ikke afsløres, hvorledes Grace og Paolo lykkes med at komme ind på generalens palæ, og hvorledes de får en samtale i gang. Men af citatet i indledningen kan man jo nok regne ud, at de kommer til at tale sammen, og at det gør noget ved Generalen at tale med den lille Grace.
Og hvad stiller mon faderen op nu, hvor Grace har forgrebet sig på tryllemiksturen? Slipper han af med sine duer? Får han den håbede succes på kongressen … og er der håb for, at faderen og moderen kan flytte sammen igen? Læs med og bliv oplyst.
Grace og Paolo er Jens Christian Grøndahls tredje forsøg som børnebogsforfatter. De to første bøger var Med bedstemor i tidens labyrint og Mine eftermiddage hos hr. Astrakhan. Denne tredje er absolut hans bedste forsøg i genren.
Den store anerkendelse har Jens Christian Grøndahl især høstet som voksenforfatter. Ikke bare i Danmark, men også i fx Holland er han et stort navn, og en af de kendteste voksenbogstitler er vel nok romanen Lucca (1998).
Charlotte Pardi har illustreret i sin velkendte lette stil, denne gang med enkle blyantstegninger, som har en sødme, der klæder teksten.
Alt i alt er det en sød og veloplagt lille roman, som man bliver opløftet af at læse. Dels behandler den skilsmisseproblemet med fin indfølelse, og dels rummer den et fint og ømt portræt af Graces tryllekunstnerfar, og endelig er det velgørende, at den behandler en politisk problemstilling i øjenhøjde. Realistisk kan man ikke kalde romanen. Man kan heller ikke kalde genren for magisk realisme, selv om magi spiller en betydelig rolle i problemløsningen.
Grace og Paolo er velegnet til højtlæsning for elever på mellemtrinnet. Eller til selvlæsning.