Der var engang to brødre i et knapt så fjernt kejserrige, der besluttede sig for at skrive gamle eventyr ned. Historierne kom fra alle mulige kongeriger, og nogle var korte, andre var lange. Nogle få var søde, men de fleste var grumme, brutale og blodige. Dem kunne brødrene godt lide, og derfor skrev de dem ned, så alle folk i kejserriget og i de omkringliggende kejser- og kongeriger kunne læse dem og gyse og fryde sig. Med tiden forsvandt kejserriget og verden forandrede sig. Selv de gamle eventyr forandrede sig. De blev søde og bløde og næsten ikke spor uhyggelige. Lige indtil den dag, hvor to forfattere fra et lille kongerige mod nord satte sig og så undrende på hinanden. Hvad var der sket med de gamle eventyr? Hvor var blodet, drabene, rovdyrene og alle de bestialske stedmødre dog blevet af? Det var jo helt forkert, og det måtte der gøres noget ved. Derfor begyndte de to forfattere at genskive nogle af de gamle historier, så de fik nyt liv. Og så kunne folk i det lille kongerige igen få lov at læse om kogte bedstemødre, maltrakterede lig og selveste Dødens gudsøn, for sådan skulle de gamle eventyr fortælles.

Snip snap snude
Nu høres uglen tude…

Det er to behagelige kendinge, vi har med at gøre, når Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker genfortæller brødrene Grimms gamle eventyr, som de oprindeligt blev skrevet. Dog tilføjet forfatternes egne små meddigtninger, der ofte er med til at lukke nogle af de huller, der optræder i mange folkeeventyr. De kan ikke lukke dem alle, og det gør ikke noget. Plothullerne er en del af folkeeventyrene.

Folkeeventyrene lægger sig op ad folkeviserne, der bestemt heller ikke ligger på den lade side. De er fulde af hævn, begær, mord og blodsudgydelser, og ligeså er folkeeventyrene. I erkendelsen af, at nogle af de gamle folkeeventyr var gået i glemmebogen og resten i stort omfang havde været udsat for disneyficeringer og andre mere eller mindre udglattende omskrivninger, besluttede d’herrer Bøgh Andersen og Bødker at finde den oprindelige sjæl frem i eventyrerne. Sjælen fra dengang, hvor de på ingen måde var egnet til børn, eller i bedste fald kun var egnet til børn, der voksede op i tider, hvor tro, overtro og ikke mindst døden af mange forskellige årsager var mere nærværende, end den er i dag.

Det er der kommet en horribel, i ordets bedste forstand, samling eventyr ud af. Vist er de klamme og nogle af dem er faktisk ikke for mindre børn, men det er tydeligt, at forfatterne bag har tænkt sig om og lagt kræfter i at bevare eventyrerne, men på nogle områder også moderniseret dem, uden at de taber pusten. De hænger bedre sammen som historier. Bagerst i bogen finder vi det herligt nørdede efterskrift, hvor forfatterne fortæller om deres tanker bag deres genfortællinger. Vi får fornemt serveret eventyrernes oprindelse fra Østrig, Italien, Frankrig og Tyskland, og selvfølgelig har vi også vores egne bjergmænd, eller højboere, med i eventyrerne. Her er der megen ny viden for de fleste, vil jeg vove at påstå, og det er god viden at bringe ind i undervisningen, hvis der skal læses folkeeventyr i de ældste klasser.

For denne anmelder bød bogen på ukendte eventyr, såsom ”Fitchers fugl” genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen, en klam horrorhistorie om bortførte unge kvinder og et kar med blod og legemsdele og ”Højboernes gaver” genfortalt af Benni Bødker, der fortæller hvor galt, det egentlig kan gå, når fornuften må vige for grådigheden. Bogen samler de to tidligere bøger fra 2019 samt tilføjer tre nye eventyr med ”Askepot”, ”Børnene fra Hameln” og ”Børnene, der legede slagter”.

Til gengæld må vi undvære John Kenn Mortensen illustrationer fra de to tidligere bøger. Det er i sagens natur synd og skam, for han er i min verden vores absolut bedste horrorillustrator, og hans illustrationer var med til at forhøje niveauet yderligere. Jeg ville virkelig gerne have set illustrationer til de tre nye eventyr. Virkelig ærgerlig prioritering.

Ikke desto mindre skal bogen jo stadig ud på skolebibliotekerne, hvis den ikke allerede står der. Man kan roligt købe nogle stykker, for de skal nok blive udlånt.

Eventyrerne er på mange områder bragt tilbage til deres oprindelse, vel vidende at brødrene Grimm ændrede nogle af eventyrere hele syv gange. Primært for at tilpasse dem samtidens børnelæsere, hvorved en del af uhyggen gik tabt. Nu er den her igen, og det gør godt.