Det er ikke nogen overraskelse, at Kim Fupz Aakesson griber forskellige emner an på lidt alternative måder, og i ”Gud og Adam og Eva” tager han fat om den bibelske skabelsesberetning med en underfundig indfaldsvinkel, som bringer beretningen ned på jorden, og gør Adam og Eva og Gud selv noget mere nærværende, end vi før har oplevet dem.
Der er sikkert ikke mange, der har tænkt nærmere over det, men selv den mest lækre, paradisiske have, hvor alle kiksede og bidende dyr er sendt ud på den anden side af hækken, kan blive temmelig kedelig i længden, når man har set tilstrækkelig meget på den. Selv Gud kan faktisk komme til at kede sig lidt, når den første begejstring over det store skaberværk har lagt sig. Derfor skaber Gud sig lige en makker, Adam, til at dele haven med, men Gud hjælpe mig om ikke makkeren begynder at stille irriterende spørgsmål om, hvad der er ude på den anden side af den hæk, der omkrandser haven. Bedre bliver det ikke, da Gud i et forsøg på at skabe et menneske, der er knapt så irriterende som Adam, får skabt en kvinde, der også stiller spørgsmål om verden uden for hækken.
Gud må hen og lægge sig med en besked til Adam og Eva om ikke at røre æblet på Guds æbletræ, hvilket Adam og Eva synes er sært, fordi æblet ikke noget særligt frem for alle de andre lækre frugter, der vokser i haven. Af ren og skær kedsomhed spiser Adam og Eva af æblet, og efterfølgende må Gud erkende, at det ikke nytter at holde dem i haven. Han viser dem verden udenfor hækken.
Den alternative skabelsberetning tager den definitive drejning væk fra Biblen i bogens slutning, hvor Gud må indrømme, at verden måske ikke er så slem endda.
Måske var verden ikke så rædsomt et sted, måske var der muligheder, måske kunne de tossede mennesker ligefrem få noget godt ud af den
Herigennem rejser Kim Fupz det interessante teologiske spørgsmål, om ikke Gud i virkeligheden skabte en god verden for mennesket, og ikke, som i den oprindelige beretning, en verden, som det er en straf at blive sendt ud i. Gud møder mennesket med en erkendelse af, at godt nok har han selv skabt det, men han kan ikke styre alt, selv om han jo burde være almægtigt. Som en anden forælder står Gud relativ magtesløs over for afkommets nysgerrighed, og han må i al sin guddommelighed se i øjnene, at han ikke kan holde Adam og Eva bag hækken for tid og evighed. Før eller siden må han slippe dem. At Gud må indse sin egen begrænsning er i sig selv en ny måde at opfatte ham på, og som nævnt indledningsvis, gør det også ham mere menneskelig og lettere at forstå for bogens børnemålgruppe. Han er ikke så fremmed, som man måske skulle tro.
Rent litterært er bogen skrevet i Kim Fupzs karakteristiske frie, taleinspirerede sprog, hvor den alvidende fortæller følger Guds overvejelser og opdragelsesmæssige genvordigheder tæt.
Som det gerne skulle fremgå af ovennævnte, er historien ikke voldsom tro mod Biblen, men den er absolut anvendelig i kristendomsundervisningen, hvor det vil være oplagt at sammenligne den med Biblens egen beretning. I de ældre klasser kan man se på det gudsforhold, som afspejles i bogen, og på Gud som almægtigt magt- en grund til at afprøve det i egen undervisning.
