Amor og jeg. Vi elskede hinanden allerede i 8. Da vi var sammen første gang var det i saunaen i fælleslokalerne i vores gård. Vi havde lejet den, fordi vi havde været så tændte så længe, og tændte 8. klasseselever har intet sted i verden at tage hen. Jeg syntes, at hans lille stump lignede en levende dinosaurus. Vi lå på træplankerne i saunaen og varmede kroppene op, blandede hud til grænserne ikke længere fandtes. Vi vidste ikke, hvad SEX var. Vi gjordet bare det, vi godt kunne lide.
Det er et mildt citat fra bogen her, hvor Guderne er de tre piger: Bita, Lilly og Jane, der alle bor i den svenske provins. Et sted, de ikke bryder sig om, men det er deres verden.
Kapitlerne har numre, og der begyndes med kapitel ”nul”. Her præsenteres Danne/Daniel Abdollah, der er en ”mester ud i kærlighed” som der står. Det viser sig dog, at han har et ret avanceret forhold til kærlighed. En kærlighed, han udlever sammen med Lilly. Det bliver voldeligt og voldsomt, at de tre piger vælger at tage hævn efter først at have forsøgt at tale med skoleinspektøren. Det fører ikke noget med sig. I det hele taget er de voksne i bogen ret uduelige i forhold til at vise, hvordan livet som voksen skal leves. Kun Bitas forældre tager forældreansvaret på sig.
Kapitel ”nul” slutter med følgende kursiverede tekst: ”Vi er Bita, Lilly og Jane. Den her bog handler ikke om, at en eller andens mor dør. Den handler ikke om kærligheden mellem to unge, som har kræft. Den handler ikke om endnu en fyr, som er forelsket. Den her bog handler om os.”
Og de tre piger (hvor man i særlig grad følger Jane) har et virkelig provinsliv, hvor man har de fjender, man har med sig overalt. I skolen er det de samme plageånder, der altid har været der. I fritiden lige så. Men i en kamp (og en krig, som Bita siger) mod den maskuline tendens til at underkende piger, så vælger de tre at kalde sig ”guderne” fremfor ”pigerne”. Og der er nok for guderne at tage sig af.
Den voldelige seksualitet med Lilly som intetanende part, som Daniel Abdollah har fået filmet, får de fingrene i. De tager hævn, – men en hævn, der ikke er så lige til, som de havde ventet. Det viser sig, at livet og kærligheden og seksualiteten er noget mere kompleks, end de havde ventet. De lærer meget undervejs, men de går ud af skolens døre med deres eget selvværd helt intakt.
Det er en hård roman, der netop ikke handler om ”to unge, der møder kærligheden under en kræftsygdom”. Det er er roman om, hvordan livet som ung og identitetssøgende også kan være i en provins, hvor også de voksne lever et hårdt liv. Der er kønssygdomme, der er druk, tilfældige møder med ukendte, vold og jalousi, men der er også venindernes hjælp og sammenhold.
Det er en bog, man på ingen måde bliver i godt humør af at læse, men det er en bog, der viser sider af livet (i svenske provinsbyer) således som de sikkert også leves i danske provinsbyer. Og i storbyer.
Oversætteren Louise Urth Olsen giver sproget den danske tone, der betyder, at man ikke konstant tænker: Hvor kom det mærkelige udtryk fra. Der har været megen slang, der skulle oversættes til noget læsbart dansk. Det har hun klaret, så man læser uden filter.
