Det har efterhånden taget en del år at genudgive de fuldt illustrerede udgaver af Harry Potter-
serien. Harry Potter og De Vises Sten genudkom i 2015, og i de mellemliggende år er der røget
en hel del filmatiseringer af fantastiske skabninger, og nu også fulde udgaver som fold- ud- bøger,
gennem Potter-møllen. Man fristes til at spørge, om markedet ikke snart er mættet for Potter,
men når man omvendt ser på populariteten, så bliver tvivlen gjort til skamme. J. K. Rowlings magiske
univers er fortsat salgsbart og fylder hylderne hos boghandlerne.

Vi er nået til bog nummer fem, Harry Potter og Fønixordenen, og Voldemort er på vej tilbage til
Hogwarts med fornyet styrke. Det er det imidlertid kun Dumbledore og Harry selv, der er klar over.
I Ministeriet For Magi er man skråsikre og i stedet for at sikre sig på behørig vis, sender man den
utålelige Professor Nidkjær til at våge over Hogwarts, når nu Dumbledore er blevet paranoid. Man
kan undre sig over denne pludselige ministerielle mistillid, når Dumbledore hidtil har vist sig
ganske pålidelig, men sådan er der så meget.

I protest mod de mange restriktioner af urimelig karakter, der fra den ene dag til den anden vælter
ned over Hogwarts, danner en gruppe modige elever ”Dumbledores Armé”. Sammen skal de
bekæmpe både de onde kræfter og Professor Nidkjær, der truer skolen.

Det er altid en lidt speget affære at anmelde en bog, der udkom for år tilbage. I dette tilfælde
2003. I de forgangne anmeldelser af de fire første illustrerede Potter- bøger, har der været en del
fokus på bøgernes primære illustrator, Jim Kay, der også i Fønixordenen er hovedmand for det
meste af illustrationsarbejdet. Da opgaven imidlertid viste sig at være mere end omfattende for
Kay, valgte han at alliere sig med sin ven og kollega, Neil Packer. Hans arbejde bør ikke gå
ubemærket hen.

Packer kræver fordybelse, for han spænder over mange teknikker og udtryk. I hans værker ser jeg
streger, der minder mig om alt fra Bjørn Wiinblad hen over asiatisk kunst og tilbage til Friedenreich
Hundertwasser og Gustav Klimt. Med hans egen ord, stjæler Packer lidt hist og her. Hans
foretrukne teknik er klassisk Pigment on Paper, og han er ikke så meget for arbejde på skærme,
selvom han erkender, at det også kan noget. Når han arbejder, retter han fokus på det visuelle
frem for det logiske, og den tilgang kommer der spændende og imponerende illustrationskunst ud
af. Packer er fuldt på højde med Kay, men valget af ham er heller ikke tilfældigt.

Neil Packers illustrationer lægger sig fint op ad Kay, og til tider skal man lige se efter, hvem man
har med at gøre. Heldigvis er nogle af Packers billeder forsynet med initialer, og det hjælper på
sagen.

Alt i alt er Harry Potter og Fønixordenen endnu en stor litterær og visuel oplevelse, og til trods
for bogens anseelige størrelse, er den en fornøjelse at sidde med. Personligt håber jeg, at Kays og
Packers samarbejde fortsætter hen over de sidste to bøger i serien. Dem må vi dog vente lidt på,
for der vil formentlig går et par år mellem hver. Hele den store illustrerede serie er fortsat et must
for Potter- fans, men man skal smide 399 kroner for denne bog. Så er det godt, det snart er
jul.

Denne anmeldelse er tilegnet Søren Fanø, og som har bidraget så meget til
formidlingen af børnelitteraturen i Danmark. Ikke mindst på Bogbotten.
Æret være hans minde.