Det hele drejer rundt. Mia er langt, langt væk.
Vi taler sammen, men det er ikke vigtigt.
Det er bedre ikke at tænke, der er for mange ting, som gør mig ør i hovedet.
Tingene skal nok ske af sig selv, jeg behøver ikke gøre noget.
Ingen lægger alligevel mærke til noget.
Så er der nyt i Dansklærerforeningens serie af skønlitterære værker til læsning i udskolingen.
I Anna Bridgwaters Helt væk er de to efterskoleveninder Lulu og Mia langt væk fra hinanden. Som fortællingen skrider frem, skrælles lagene mellem de to piger dog væk, ét efter ét.
Lulu og Mia har i sommerferien mellem 10. klasse og 1.g fået arbejde på et guest-house på Kap Verde-øerne. Pigerne har gået på efterskole sammen og er nære veninder, men det viser sig, at Mia ikke ved alt om Lulu. Lulu er på overfladen en glad, social og livlig pige, men under overfladen lurer en spiseforstyrrelse. Lulus problemer accelererer. Hun flytter ud af hendes og Mias fælles lejlighed og ind hos en tysk turist, Bruno, på hotellet, lukker sig inde, dropper arbejdet og forsvinder siden. Til sidst bliver hun fundet og indlagt på hospitalet.
Til at opveje alt det tunge er der også historien om en dansk familie, der hjælper Mia, da hun er i knibe, og desuden en lille sommerferieromance mellem Mia og den indfødte surfer Gabriel, der fungerer som modvægt til den noget ældre Bruno, som udnytter Lulu.
I en afsluttende scene mødes de to (nu) gymnasiepiger til en fest hjemme i København, men de har desværre ikke længere det store at sige hinanden.
Helt væk er primært fortalt fra Mias perspektiv, afbrudt af små kapitler i jeg-form, sat i kursiv, med Lulus forrevne tanker. Det er en velskrevet og velfortalt roman, der på overfladen vil vække udlængsel og frihedsdrømme hos sine unge læsere, men som hurtigt vil kalde på eftertanke, for: Hvad ville jeg have gjort? Udover at være en roman om udlængsel og psykisk sårbarhed strejfer romanen også de globale klimaproblemer og især truslerne mod havskildpaddens æglægningsstrande. Moren i den danske familie er nemlig biolog og på Kap Verde for at forske i netop det.
Helt væk anbefales til især piger i udskolingen, der ønsker at læse en veldrejet og velskrevet fortælling ude fra den store verden.
Om bogen på Dansklærerforeningens hjemmeside
Anna Bridgwaters hjemmeside