Børnebøgernes verden vrimler med historier om forskellige børn. Nogle er ganske relaterbare, som fx bøgerne om Villads fra Valby, Karen Vad Bruuns historier om Karen eller Alberte Winding og Rasmus Bregnhøis Betty-bøger. Bøger, der læner sig ind i mange børns hverdag og forståelse, og som forholder sig til noget genkendeligt. Og så er der dem, der rager lidt ud over barnelæserens oplevelsesverden. Bøger om børn, der udfordrer (de flestes) gængse forståelsesramme. Fx Vitello, der ofte opererer i overdrev og ekstremer.
Genkendeligheden i litteratur er utvivlsomt rar og tilbyder mange gode læsestunder, men hvis man skal udvide børnenes horisont og verdenssyn, må litteraturen ikke kun forholde sig til børnenes (begrænsede) oplevelser og erfaringer. Børn har godt af at få rystet deres verdenssyn en smule.
Ind fra højre, i susende fart, kommer Herman. Med buldrende ADHD, OCD, tvangstanker og en generelt spontan og grænseoverskridende adfærd. Herman er skrevet af den ultrapopulære norske komiker Herman Flesvig og er i grove træk baseret på hans egen opvækst. Dertil har han fået hjælp af den vel nok lige så populære forfatter Erland Loe til at pakke det hele ind. Og det er der kommet en fabelagtigt god bog ud af, der er lige så sjov som den er til at få ondt i maven over. Mange børn vil kunne nikke genkendende til portioner af Hermans udfordringer, som det at have lige lovlig meget fart på eller lidt ekstra krudt bagi, men Herman roder sig også ud i situationer, der enten er så skøre, vanvittige eller penible, at man bare må grine eller grue med. Det her er en vaskeægte rutsjebanetur.
Inde i mit hoved ligger verdens største by, trafikken kører hele døgnet, gaderne har ingen navne, jeg spiller hundrede instrumenter på samme tid.
Mange mennesker begår ofte den fejl, at vi dømmer andre ud fra deres handlinger og os selv ud fra vores gode intentioner. Har man mødt børn med udadreagerende adfærd som fx ADHD vil man vide, at der er masser af tydelig handling at dømme dem ud fra. Herman inviterer os ind i sit hoved og giver os et indblik i intentionerne bag, og det er ofte hjerteskærende at læse, hvor meget han fejler og bliver misforstået. Samtidig er han også ærlig nok til at fortælle, når han ikke engang selv ved, hvad intentionerne er! På dansk bærer bogen undertitlen Historier fra en anderledes barndom, der interessant nok på originalsproget hedder Historier fra en udiagnosticeret opvækst. Det har ikke været nemt at være en aldeles udfordret og udbredt fejltolket lille Herman Flesvig, der med sikkerhed er blevet dømt til højre og venstre. Som rutineret komiker er det lykkedes ham med flyvende farver at skrive en varm, morsom, ærlig og knugende uforstilt art biografi med Erland Loe som medforfatter (- og terapeut, jævnfør Flesvigs instagram!).
Mine følelser ejer mig. Der er ingen, der kan blive så ked af det som mig. Men der er heller ingen, der kan blive så glad som mig. Jeg har sygt meget kærlighed i mig.
På billedsiden begår Bård Sletvold Torkildsen simpelthen genialiteter. Hvis man kikker på andre af de billedbøger, han har illustreret, som fx Johan Kaos’ Robin og Planeten eller Anne Sverdrup-Thygesons Dovendyret og Sommerfuglen, er hans streg langt renere og mere formfuldendt, men med Herman er hans streg hurtig, skitse-præget og rodet, med en bevidst uperfekt farvelægning, der tilsammen spejler Hermans personlighed ganske fortrinligt. I øvrigt helt uden at gå på kompromis med dynamikken og det ekspressive udtryk i illustrationerne. Og mon ikke Bård har skævet lidt til Bill Wattersons Sten fra Sten og Stoffer i udarbejdelsen af Herman, der såvel fysisk som i personlighed giver mindelser om Stens opfindsomhed, vovemod og både skæve og skarpe iagttagelser. Opslaget, hvor Herman har smeltet rillerne af sine vinterstøvler med et strygejern for at suse ned ad kælkebakken i ”den sygeste fart” og ”lige netop overlever”, er som taget ud af Sten og Stoffer. Og på samme måde som Bill Wattersons klassiske tegneserier om drengen og tigerdyret tilbyder rigelige mængder livsklogskab, er der meget at blive klog på, når man læser om Hermans tragikomiske liv. Herman bør være kanonlæsning anno 2024.
Hvis læreren siger elefant, så ser de andre i klassen én elefant for sig. Jeg ser halvfjerds elefanter i forskellige farver med hatte og ethjulede cykler og nytårsknallerter. Sådan er mit hoved bare. Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved.
Herman er omkring de 100 sider lang, men er ikke opdelt i kapitler eller underhistorier. Det er én lang køre, hvor et væld af situationer bliver fortalt i løbet af et enkelt, to eller tre opslag, og som spænder over ca. ti år, fra Herman er omkring 5-15 år. Det går hurtigt. Der sker meget. Der er meget at forholde sig til. Sådan er det at være Herman.
Pludselig sidder jeg i et rum og bliver udredt. De forsøger at finde ud af, hvad der foregår inde i mit hoved. Held og lykke med det.
Bogen slutter åbent og nærmest vovet med et opslag, hvor aktuelle Herman Flesvig sidder foroverbøjet over et bord, iklædt en klovnehat og lingerier, svagt belyst af en bordlampe, alene i et mørkt kammer med regn piskende ind mod ruden. Stemningen er melankolsk og betynget. Men på tekstsiden sender han et opløftende budskab til de børn, der sender ham breve og fortæller, at de har det ligesom han:
Held og lykke, venner, siger jeg, og spænd sikkerhedsselen, for det bliver en bumlet tur. Det bliver rigtig hårdt og virkelig sjovt og aldrig, aldrig kedeligt. Og det skal nok gå alt sammen – på en eller anden måde.
Fortolkningsmulighederne her er mange, ligesom Herman Flesvig og Erland Loe aldrig giver svaret. De fortæller det bare som det er, og gør det absolut storslået.
Herman Flesvig og Erlend Loe fortæller sjovt, ærligt, uforstilt og indsigtsfuldt om Herman, der ikke er helt som andre børn. Vi oplever verden gennem Herman, der ”lever med lysets hastighed” og som undervejs giver læserens en klar idé om, hvordan en opvækst med diagnoser kan se ud. Det er både komisk og ømtåleligt – og man går fra bogen klogere end før man åbnede den. Alle uanset alder bør stifte bekendtskab med Herman, så simpelt kan det siges.
