Du er dig, fordi dit hjerte slår.
Sådan indledes denne lille, filosofiske og smukke billedbog, der nærmest er formet som en slags åndeligt brev fra et ”jeg” til et ”du”. Et “du” som formodentlig er et barn, der skal have det med identiteten forklaret fra begyndelsen.
Udsagnet, som var hugget ind i muren over indgangen til oraklet i Delfi – dengang i den mytologiske tid i det gamle Grækenland – var dette: “Kend dig selv.” Det er et grundudsagn, som stilles til enhver på ethvert sted og til enhver tid. Du må vide, hvem du er, du må gøre ”dig” til ”jeg”. Sagen er, at uden et ”jeg” ville der hverken være et ”du” eller et ”det”.
Grunden til, at fortællingens ”jeg” forklarer, er formentlig, at dette ”du” skal gives redskaber til at erkende sig selv som et ”jeg”. Jeg er den, jeg er. Oprindeligt er dette ordene, som forklarer betydningen af det hebræiske navn Jahve (Gud). Men samtidig er det også indramningen af, hvad ethvert individ på denne jord er: et jeg, der er, et jeg, der ved, hvem det er, og et jeg, der kan stå ved, hvad eller hvem det er. Ikke mindst fordi dette jeg betragter sig selv som den samme, som det var i går, for et år siden – og den samme som den, det er i morgen. Og selvom dette ”jeg” i forskellige sammenhænge kan føle sig som ”en anden” eller ”ved siden af sig selv”, så er det dog alligevel dette jeg, der oplever det. Det kan lyde lidt knudret, og det er det sommetider også.
Forklaringerne, som forfatteren Søren Lind giver i denne lille og samtidig store og informative fortælling, er flere og alle forskellige. Dels er der en biologisk-fysisk forklaring med et forsøg på en beskrivelse af, hvor dette jeg begynder og ender. Dels er der en psykologisk forklaring med beskrivelser af sindets forskellige tilstande. Dels er der en forsikring om, at selvom man kan føle sig ”forskellig”, så er man alligevel den samme. Ordet “identitet” betyder faktisk ”den samme”. Dels er der en forklaring af, hvordan hukommelsen bestemmer, at et ”jeg” kan opleves som et ”jeg”, netop fordi man kan huske. Uden hukommelse – ingen identitet. Og endelig nævnes også de sansekvaliteter, der kan narre en til at tro andet om sig selv end det, der egentlig er. Her kommer blandt andet raseri og drømme ind i billedet.
Og selvom det alt sammen forholder sig som forklaret, hvornår kan man så sige, at man kender sig selv? Søren Lind stiller spørgsmålet på denne måde: Du ved en masse om alting og ingenting, men hvor meget ved du om dig selv? Det er et grundlæggende perspektiv, som det tager et liv at udforske – må man da håbe, for som en klog mand engang sagde: “Ve den, der bliver færdig med sit liv, før livet er færdig med vedkommende.”
Og så er der illustrationssiden af bogen. Hanne Bartholin har gjort bogen til en lang, musikalsk og symfonisk strøm af billeder, farver og former i fine, flydende pastelfarver. Og på hvert opslag er der – knapt synligt – en lille engel og en lille djævel, der så at sige viser, hvad livet er spændt ud imellem: Glæder og sorger, løfter og trusler, ansvar og fristelser, osv.
“Historien om dig” er velegnet – og må stærkt anbefales – til den dybe samtale enten i indskolingen i danskundervisningen eller i kristendomsundervisningen om identitet, om selvforståelse og om forståelsen af livet som sådan. Men lad endelig illustrationerne komme til deres ret!
