Til sin konfirmation får Andreas en gave, han bestemt ikke havde regnet med. Nemlig en Sako TRG-22-snigskytteriffel. Og som om, at det ikke var nok, får han også en anden – og utroligt nok endnu mere ubehagelig – gave: Hans far er lejemorder. Det samme var hans farfar og hans oldefar. Og nu skal Andreas også være lejemorder i Organisationen. Nægter han, vil hans far ikke tøve med at slå ham ihjel. Tillykke med at komme i de voksnes rækker, min dreng!
Andreas vælger at gå i sin fars blodige fodspor. Han bliver oplært i at skyde, træner sig i god form og lærer, hvordan man holder sig under radaren. Og det kan godt være lidt svært, når ens bedste ven tilsyneladende har fået nys om det nye, fede våben. Desuden er der også den nye pige i klassen, og hun er temmeligt spændende.
Hitman 1 er skrevet til de drenge, der ikke kan få nok af at pløkke mennesker i Counter Strike og Fortnite. Historien er actionpræget og spændende, og den pirrer målgruppens fascination af fede våben og det perfekte headshot (inden for spillets univers, forstås). For folk uden for målgruppen er historien absurd urealistisk. Det, at et hverv som lejemorder går i arv, at Andreas’ første job skal foregå i samme by, som han bor i, og at en 15-årig folkeskoleelev får et tophemmeligt job med en masse usikkerhedsmomenter, er store logiske brister i historien. Undervejs i læsningen tænkte jeg desuden flere gange, at bogen virker som en voksenroman, i hvilken man har gjort hovedpersonen meget ung, men bevaret den voksnes tanker og handlemåde. Min Fortnite-elskende søn var dog anderledes begejstret. Så måske er det ikke en roman, jeg har læst, men mere udkastet til en storyline i et computerspil?
Hitman 1 vil egne sig fint som frilæsning for de Fortnite-spillende børn, især drenge. Her er der spænding, våbenfascination og absurd urealistiske præmisser for alle pengene. Sammen med Hitman 2 vil bogen muligvis også kunne bruges i dansktimerne til en snak om synsvinkler.
PS. Bogen vandt Orlaprisen 2018 i kategorien “Mest spændende bog, jeg har læst”.
