Der er noget fascinerende ved at glo på mennesker. Bare sidde på en bænk, i et tog eller på en café og betragte folk. Så kan man komme til at tænke på, hvad de hedder, hvad de laver, eller hvor de bor. Hvordan ser der mon ud i deres hjem? Bor de på landet eller i byen?
Vores hjem er vores base. Der er her, vi føler os trygge. Ude er godt, men hjemme…? Der er intet som at komme hjem.
Amerikanske Carson Ellis er tilbage, efter vi mødte hende sidst med den forrygende Ma æ dat? om insekternes forunderlige sprog.
Denne gang tager Ellis os ind i en verden, hvor vi møder en række meget forskellige hjem rundt omkring på vores klode. Der er de oplagte hjem som huse og lejligheder og byer, men der er også de mindre oplagte som skibe, underjordiske huler eller sko.
Vi ser, hvordan en japansk forretningsmand bor, hvordan en nordisk gud bor, og hvordan en vaskebjørn bor. Vi kommer hjem til kunstneren selv, og her får vi et sjældent indblik i, hvor fantasien og inspirationen kommer fra. Bogens mange bud på hjem er så langt fra tilfældige. Vi får lov at kigge Ellis over skulderen i hendes arbejde med bogen.
Der er ikke noget episk handlingsforløb i bogen. Den er mere et oplæg til en snak om hjemmene og de mennesker, der bor i dem. Samtidig er bogen endnu et studie af Carson Ellis’ illustrationskunst.
Man genkender stregen fra Ma æ dat?, og særligt den beboede sko bringer glade minder om små, spørgelystne dyr. En gentagelse af en succes ville dog være ensformig, så det er der ikke tale om. Illustrationerne viser læseren rundt i verden, under havet og ud i rummet. Man ledes på vej af en dueagtig, grå fugl, der som sylleps optræder på næsten alle illustrationer. Bortset fra i de undersøiske eller galaktiske hjem, hvor den af gode grunde ikke kan komme. Heller ikke fuglen er opstået af ingenting. Det viser Ellis med al tydelighed. Også denne gang er det svært ikke at begejstres over illustrationerne, der trods deres dæmpede farver fremstår kraftfulde på den neutrale, hvide baggrund. De rummer ikke så lidt indhold i deres enkelhed, og netop derfor rammer forfatteren bredt. Hvis man som voksenlæser keder sig undervejs, så er man selv ude om det. Det er ikke Carson Ellis’ skyld.
Med hjemmet som motiv rummer bogen temaer som forskellighed, kulturer og nysgerrighed. Der vil være lagt op til gode samtaler mellem barn og voksen, hvor barnets bud kan være lige så kvalificerede som den voksnes. Ingen har før været i vaskebjørnens hule eller hos den kenyanske smed.
Carson Ellis arbejder med overraskelsesmomenter, og dem er der en del af.
I institutionel sammenhæng vil Hjem være et oplagt børnehavevalg, men skal man ned i dybden med bogen, vil den gøre sig fint hjemme hos barnelæseren. Det er klart, at en bog om hjem skal have et hjem, og dens hjem er børneboghylden, hvor den ikke bor alene.
