Hvor er det forfriskende, når gamle fortællinger for nyt liv, og genfortælles for børn anno 2016. Selv om bibelhistorier ikke er en del af mange børns hverdag, og nogle forældre måske finder det direkte sært at fortælle dem, så kommer man ikke uden om historiernes storhed. Uagtet religion eller ej. Ok, denne anmelder er måske en smule farvet af sin egenskab af kristendomslærer i grundskolen, men der ligger mange historier gemt i de religiøse skrifter, og de kan sagtens fortælles uden skyggen af religiøsitet, der i sig selv kan virke afskrækkende på mange sekulariserede danskere.
I ”Hr Babels tårn” får vi Sally Altschulers version af myten om Babelstårnet, der som byggeprojekt kuldsejlede på grund af sproglige misforståelser og manglende forventningsafstemning mellem Gud og mennesker.
Hos Altschuler møder vi en prinsesse et sted i Mellemøsten, der keder sig voldsomt. Hendes far, kongen, gør alt, hvad der står i hans magt, og det er en hel del, for at undgå, at datteren skal kede sig. Intet hjælper. Da prinsessen ønsker sig at komme højt op i luften ligesom fuglene, lader kongen befale, at der skal bygges et tårn helt op i himlen til prinsessen. Han tilkalder den berømte bygmester Hr. Babel.
Hr. Babel tegner tårnet, og må efterfølgende sende hele landet og omegn i sving for at skaffe folk og materialer til den ambitiøse bygning, og der kommer sten, træ og håndværkere langvejs fra. Langsomt vokser en hel by op omkring byggepladsen, og prinsessen går rundt og smager mad og hører historier fra fjerne lande.
Problemerne med mange håndværkere fra mange forskellige lande melder sig dog hurtigt. Det er ikke lige nemt, når nogle bygger runde vinduer, mens andre bygger dem firkantede, og murerne holder fri om torsdagen, mens stilladsarbejderne gør det om fredagen. Til sidst må Hr. Babel kaste håndklædet i ringen og give op.
Og sådan kunne historien godt være endt, men der er som bekendt intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Prinsessen har i hvert fald ikke kedet sig under den mildest talt kaotiske byggeproces. Hun har oven i købet lært at spise græshopper.
Sally Altschulers fængende og velfortalte historie understøttes af ingen ringere end svenske Sven Nordqvist velkendte streg, som vi der har børn har haft glæde af i Nordqvists egne Peddersen og Findus- bøger. Der gøres ikke tilnærmelsesvis samme brug af sylepser som hos Peddersen og Findus, men prinsessen har en kat, der minder særdeles meget om Findus. Dog uden grønne, stribede bukser. Katten følger prinsessen og deler tilsyneladende hendes svingende sindsstemninger. Møder med Sven Nordqvist er aldrig kedelige, og bogen er præget af kulørte helsidesillustrationer i varme farver, der passer ind i historiens geografiske udspring. Dog synes stregen en anelse mere skitsepræget end i andre af Nordqvists værker. Den er knapt så stringent, men stadig fyldt med humor for både barn og voksen.
Selv om den bibelske dimension er fjernet totalt fra historien, og man i højere grad møder en snotforkælet prinsesse og hendes curlingfar af en konge, så er den ikke uden en snert af morale. Prinsessens tårn tiltrækker folk fra nær og fjern, og selv om tårnet aldrig bliver færdigt, fordi bygmester i Babel i raseri rejser væk med en kamelkaravane, så er det netop i mangfoldigheden, at prinsessen glemmer sin kedsomhed og sin forkælelse. Hun opdager, at de mange folkeslag hver især har noget nyt og spændende at byde på, og hun stortrives i den multikulturelle by omkring tårnet. Denne vinkel på historien er ganske uforpligtende, og historien selv bliver aldrig kvalm og moraliserende i den grund.
Modtagergruppen ligger i børnehavealderen, og det er også her, man bør investere i bogen, og selvfølgelig som altid til den hjemmelige boghylde, der aldrig må stå tom og støvet hen. Jeg anbefaler på det varmeste bogen som et underholdende break i en travl børnehverdag eller som godnathistorie. Fortællertiden passer lige. Så fri genfortælling eller ej, så holder de gamle historier stadig, og de ligger lige derude og venter.
