De står helt stille og roligt i et klasselokale. De otte elever har ansigtet vendt mod læseren, og man ser Anne i midten. Hun har et en sweater på, den er stribet med rund krave, og alle de andre elever har ligeledes ensfarvede trøjer med rund krave. Det er øjnene, der skal ses.

Den fælles taleboble rummer første strofe af Henrik Wergelands nationalromantiske digt fra 1840:

Den prektigkledde sommerfugl
er fløyet fra Guds hånd.
Han ga den gyldne ringer
og røde purpurbånd.

Så zoomes der ind på Anne og veninden Mariell, Anne har briller på, men bag brillerne knibes øjnene sammen, og munden er en tynd streg. ”Mariell. Eg held på å besvime” ”Eg må sette meg ned, men tør ikkje gjere det aleine. Kan du og sette deg ned?”. Og så ser man Mariell i sidste tegnefelt, hvor hun vender sig halvt rundt og siger det ganske kort: ”Nei”.

Anne besvimer ikke, og elevkoret fortsætter med afslutningen af Wergelands digt:

Og alle verdens mennesker og
alle konge bud ei gjøre kan en
sommerfugl. Det kan alene Gud.

Dette er den første af de mange episoder fra et barneliv på grænsen til et teenageliv, der bliver tegnet og fortalt i ”Hundedagar”, en graphic novel af den norske forfatter Anja Dahle Øverbye.

Andre episoder fortæller om naboens selvmord, om 4H-lejren, om den voksne badebukseklædte mand, der kører Anne og veninden Mariell hjem, om venindernes kamp om førerpositionen, om mobningen af Trine, om frimærkesamlingen og hvordan drengene kommenterer på ikke-tilstedeværende bryster.
”Hundedagar” er mere tegneserie, end det er graphic novel, men det er en tekst, der med Bodil Kampps definition kan betegnes som en senmoderne ungdomsroman. Persontegningen viser kompleksiteten hos alle, der er afgørende problemstillinger, der behandles, og det gøres i et formsprog, der er eksperimenterende i forhold til målgruppen. Samtidig er det en hjertegribende fortælling, når den læses af såvel børn som voksne. De unge læsere i tween-alderen kan læse, hvordan netop de tilsyneladende små ting i hverdagen (ny rygsæk, en aftale med veninden, en tur til fjorden for at bade) kan være en slagmark for kampen om veninder, om pladsen i hierarkiet og om at positionere sig i forhold til det ”at blive voksen”. De voksne læsere kan få et indblik i et hverdagsliv, der på overfladen er fredeligt og stille, men hvor konflikterne ligger på lur lige bag døren til pigeværelset.

Den voksne læser vil læse, at børn har mange udfordringer. Veninder, der bagtaler, et møde med døden, den nære verdens onde og gode sider. Men det, der ser ud til at være en lykkelig barndom, kan være en ond hverdag, som når de siger til Trine: ” Det er dei med kræft som mistar hår” – og bagefter råber ”Kreft, kreft” Du døyer sikkert snart.”

Bogen viser, at man vokser, når man ”vælger sig selv” og vælger sine egne veje fremfor at følge strømmen og veninderne hver eneste gang.

Annes selvtillid og selvværd vokser, da hun ”siger fra” overfor venindegruppen. Det er konflikten mellem at ”køre barnekarrussel” og dermed fortsat hinke, lege og være barn, og så at være voksen, få menstruation, bryster og ikke længere lege. Her har Anne fulgt med flokken i flere episoder, men hunsiger fra og beder dem ”drite i at jeg har kørt karrusel”.

Turene med 4H ud på den gamle gård, arbejdet med at gøre rent i busskuret (?) og frimærkeinteressen er med til at sikre, at der er noget, der giver Anne selvtillid. Hun er god til noget.

Anne får hjælp fra de voksne i sit projekt ”fra tween til teenager”. Her ser Annes mor verden fra voksenperspektivet og forsøger at give datteren en rettesnor. Det samme gør Trines mor, da Mariell og Anne mobber Trine hjerteløst. ”Det der var ikkje fint sagt. Klart ein kan bruke den som skulesekk”, siger Trines mor til Anne, da hun har nedgjort Trines nye rygsæk.

Annes mor griber ind, da Mariell og Karianne klandrer Anne for at have stjålet en porcelænskanin, og hun (faderen ser vi aldrig?) sørger for at rede trådene ud. Sikke nogen veninder, tænker man som voksenlæser. Dem kunne man ikke ønske sig.

Det er således en bog, der rammer bredt med historien om opvæksten i en lille norsk bygd, hvor der i det ydre ikke var noget at frygte. Det er de interpersonelle relationer, der er skræmmende farlige. ”Hundedagar” fortæller om eksistentielle kriser hos børn, uanset om de bor i en fjern bygd, eller om de i storbyens lejlighedskomplekser har smartphones og aldrig har hørt om 4H-klubben.

Alle tegninger er i grå toner med en tynd blyantskontur. Det er tyst på overfladen, således som Annes liv er tyst og trivielt – på overfladen.

Og så er bogen på nynorsk. Skal man læse nynorsk, så vælg denne. Tegningerne leverer en kontekst til forståelsen, så sproget ikke er en uoverskuelig barriere. Og så er nynorsk så djærvt med sine mange ”k’er”: Æsj. Eg veit ikkje, kvifor eg er aleine i kvelden, eg må skjerpe meg!”.

http://www.anjadahle.com/hundedagar

http://www.jippicomics.com/produkt/hundedagar/#prettyPhoto