”Du må ikke dø.”
Den gamle bjørn lo hæst. ”Dø, det skal jeg, og det gør ikke noget, når jeg ved, at du ikke længere er i fare. Du har givet mig et ekstra liv. Nu dør den gamle, og den unge lever. Sådan må det være.”
Nanuaraq hylede: ”Hvordan kan jeg være fri og bjørn uden dig?”
”Det kan du heller ikke. Du må blive en hund i flokken igen, men selvom du er en lille hund, vil du altid være min Nanuaraq. Gå nu. Lev med hunde og mennesker. Det bliver hårdt, men også godt,” sagde den gamle bjørn og døde.
Vi følger den lille hvalp Nanuaraq (som betyder lille isbjørn på grønlandsk) fra en slædehundeflok på Grønland. Nanuaraq gider ikke arbejde for menneskene, og derfor stikker den af. Undervejs møder den en gammel isbjørnehun, som er draget ud på isen for at sove ind i åndeverdenen. Den gamle isbjørn er næsten blind og tror derfor, at hvalpen er en isbjørneunge, hvorfor hun tager den til sig som sin egen. Sammen tager de to på eventyr og oplever mange spændende (og dramatiske) ting. Til sidst møder de en anden isbjørn, og de to isbjørne kommer op at slås. Hjælpen kommer til dem i form af føreren fra Nanuaraqs hundeflok. Nanuaraq tager med flokken hjem igen til menneskene og har langt om længe fundet sin egen identitet – som hund.
”Hunden der troede den var en isbjørn” er en lang historie rent tekstmæssigt, og derfor egner den sig bedst til de ældste billedbogslæsere. Når det er sagt, er det dog en rigtig fin historie, som også vil egne sig godt til højtlæsning for en større samling af børn. Her er masser af drama og eventyr, og tilhørerne skal nok sidde på kanten af stolen hele vejen igennem. Historien er barsk, og der er både drab, sorg og slåskampe, men det hele bliver behandlet på så fin en måde, at det sagtens kan læses af og for børn alligevel – det vil sikkert endda give god anledning til nogle relevante diskussioner om liv, død og naturens gang.
Bogen er inspireret af grønlandsk historiefortælling, og det mærkes bogen igennem. Samtidig er bogen smukt illustreret af Min Christensen, som har gjort et virkeligt godt stykke arbejde. Illustrationerne er bløde, næsten tegneserieagtige nogle steder, og farvevalget får mig til at tænke på den grønlandske snes mange farver. Alt i alt er “Hunden der troede den var en isbjørn” en rigtig smuk bog, som man bør unde sig selv at læse.
Emil Blichfeldt
Min Christensen
Info om bogen samt Emil Blichfeldts andre udgivelser på Calibats hjemmeside