“Vi burde bygge noget,” siger pigen så.
“Hvad?”
“Et hus,” siger pigen og ser op. “Hvis der nu kommer regn?”
Og Jack kan godt lide at nogen siger vi. Han får faktisk lyst til at bygge noget med den pige. Gerne et hus, der er ikke mange tilbage.
“Du har en hammer, jeg har en sav?” Siger pigen.
“Vi bygger et hus,” siger Jack så.
Sådan kan man gå i gang, når verden er blevet ødelagt, husene er styrtet sammen, og alle de voksne er væk. Her er det Jack og Melissa, der går i gang, og inden længe kommer der flere børn, der også gerne vil være med.
Jack og Melissa arbejder godt sammen: Det føles godt at slå søm i. Jack slår hårdere, når Melissa kigger. Fra at være et jeg, der er alene i verden, bliver Jack og Melissa til et ”vi”, der arbejder sammen. De tager ansvar for såvel de andre børn som for de hunde, der kommer tilløbende.
Titlen på bogen er hentet fra en gammel, engelsk børnesang. Metallica har indspillet den gamle sang om ”The House Jack Built”, Aretha Franklin har også indspillet den, og det er – som man kan tænke – to vidt forskellige versioner af sangen, der ellers er lidt i stil med ”Højt på en gren en krage” og ”Langt ude i skoven lå et lille bjerg”. I børnesangen er der ingen Melissa, men hos Kim Fupz Aakeson og Lillian Brøgger er det fællesskabets vi, der er tekstens budskab: Det er bedre at bygge sammen end hver for sig.
Lillian Brøgger og Kim Fupz Aakeson samarbejder på samme vis som Jack og Melissa. Ingen af de to kunne have fortalt historien alene. De korte sætninger hos Aakeson passer fremragende til Brøggers meget konkrete illustrationer. Når teksten siger:
De finder søm. Javel, men de finder også en drikkedunk, en paraply der næsten virker, en pude man kunne deles om, et tæppe en hund kan ligge på, en gryde uden huller. Et stykke god snor. Og en trillebør til at have det hele i.
Ja, så ser man Brøggers tegning af Melissa og Jack, der netop har fundet alt dette sammen.
Smukke, detaljerede og uden for en konkret kontekst er de to børn essensen af alle børn, der befinder sig i en verden, hvor alt kan bygges. Alle børn kan være med. De bygger en by. Dyrene er der også plads til. Det er bedst at være flere sammen, sådan er det jo:
“Det er som om man kan finde alt,” siger Melissa.
“Bare man leder,” siger Jack.
Hunden hyler lidt. Melissa tror det er fordi den savner en anden hund.
Hun siger: “Jeg havde også lyst til at hyle inden jeg mødte dig, Jack.”
Jack nikker, han kender det godt. Det med at hyle indeni.
Det er venskab, fællesskab og samarbejde, der skrives frem. Og så begynder det at regne.
Der er billedbøger, der med korte tekster kan sige virkelig meget om verden. Lilian Brøgger og Kim Fupz Aakeson har skrevet en sådan billedbog. Den kan læses af folk i alle aldre. Og så kan man jo lytte til Metallica eller Aretha Franklin, imens man læser.
