Det sker sjældent i Danmark. Faktisk er det ikke sket meget længe. Faktisk er der ingen nulevende danskere, der har prøvet det inden for landets grænser. Det der med at blive overfaldet af en bjørn, altså. Bjørne i Danmark er generelt ret fraværende, eller også optræder de kun i ZOO eller i børnelitteraturen.
Man skal dog ikke vove sig længere væk end til vores nordiske naboer, før den her anmeldte bog kan være ganske nyttig læsning, inden man begiver sig ud i skogarna.
Danske Martin Glaz Serup og finske Malin Kivelä har sammen skrevet billedbogen, Hvis du møder en bjørn, der er fint illustreret af finlandssvenske Linda Bondestam. Bogen er et nordisk samarbejde, der med en god portion humor og ironi skal lære børn, hvordan man tackler mødet med en bjørn i skoven. Der er en hel del ting, man skal huske, og så er der noget, man må gætte sig til, hvis alt det andet ikke virker.
Bjørne kan løbe, svømme, lunte og klatre temmelig hurtigt, og derfor er de ikke så nemme at slippe væk fra. I stedet kan man tilbyde dem honning eller anden mad. Måske kan man også vise dem sin tablet eller tegne med dem. Her vil det moderne barn formentlig være foran på point. Ellers er bjørnen overlegen i andre discipliner, for bevæger vi os ud i skoven, er vi på besøg på naturens præmisser, og dem spøger man ikke sådan lige med.
Helt farlige bliver bjørnene aldrig i hånden på Linda Bondestam, hvis hurtige streg skaber nogle komiske og meget udtryksfulde bjørne, der både kan se arrige, koncentrerede og nysgerrige ud i mødet med en lille spejder, der nok gør det bedste, han har lært for at slippe levende fra bjørnemødet, men som ikke er decideret skræmmende for en fuldvoksen, skandinavisk bamse. Bondestams baggrunde ligner akvarel, og her rammer hun et lys og en stemning, som er varmt genkendeligt, hvis man færdes i skove. Særligt lægger man mærke til dobbeltopslaget, hvor morgensolens rosa lys lægger sig over skovsø og trætoppe, og urfuglen skynder sig af vejen med sine kyllinger. Desværre skal man til Sverige for at finde en urfugl, for de har været uddøde i Danmark siden 2001.
Der er detaljer, der er værd at lægge mærke til i bogen: På første opslag ser vi en infotavle af den slags, der generøst er strøget ud over Sverige, hvor man kan læse, hvilke dyr og fugle, man kan møde i det naturreservat, man er på vej ind i. Her bliver man lovet møder med både sortspætte, urfugl, stor hornugle, ræv og – selvfølgelig – bjørne. De er derude i skovene, allesammen, hvis man kigger godt efter under gennemlæsningen.
Malin Kivelä og Martin Glaz Serup har skrevet en genial, lille bog med tør, skandinavisk humor, og man er ikke i tvivl om, at læseren forstår det ironiske glimt i øjet, som skimtes hos den implicitte, alvidende fortæller.
Hvis du møder en bjørn giver mulighed for grin, lette gys og ikke mindst en snak om, hvordan vi møder naturen og de dyr, der lever i den. Naturen har meget at byde på, og vil du med en tur i skoven, så er der livslang læring at hente derude, hvor alt rører på sig, vinden suser i granerne, og man faktisk godt kan blive lidt væk.
Man bør til sidst huske, at bjørnen helst vil have mødet med mennesker til bare at gå stille og roligt. Bjørne er ikke så bange for mennesker, som vi er for dem. De ved, at de er i toppen af fødekæden, og det giver dem en lidt arrogant selvtillid.
Hvis du møder en bjørn er til hylden med bjørnelitteratur både i hjemmet, i børnehaven og i indskolingen, hvor den kan finde plads i en naturuge eller lignende. Selvom man ikke lige render på en bjørn i hverken Rold, Gribskov eller Almindingen, er der stadig en natur at passe på.
Malin Kiveläs hjemmeside
Om Martin Glaz Serup
Linda Bondestams hjemmeside
Info om bogen på Jensen & Dalgaards hjemmeside