Hvad får man, hvis man blander det kendte indhold i en gådebog med formatet til og prisen på en coffee-table book? Noget værre, dyrt rod!
Gådebøger er en klassisk genre for børn, der lige har knækket læsekoden og er nysgerrige efter genreopbygninger, genrebrud, sprogspil og almindeligt fis og ballade. Gådebøgerne kommer gerne sammen med Anders And-blade, har ofte en lav papirkvalitet og er til gengæld fyldt med et væld af gåder, der gerne går igen.
Mine børn (og jeg selv) har elsket genren. Og jeg har faket mangt en latter efter en hakkende fortalt gåde, der var oldgammel, selv da jeg var barn. Og mon ikke alle forældre til alle tider har gjort det samme? Gåder er fyldt med næsten anakronistiske ting, der kun findes i vittigheder. Hår i supper, telefonbokse – den slags.
På den måde adskiller ”Hvornår ved man…” sig ikke synderligt fra andre gådebøger. Her er gammelkendte vitser garneret med klassiske bibelfortællinger, myter, rebusser og så videre. Alt sammen kendt materiale. Men hvorfor skal det sættes ind i et flot og frem for alt dyrt format? Det er mig en gåde (- undskyld platheden).
Rasmus Juul har lavet nogle fine, taktile illustrationer til bogen, men de kommer højst sandsynligt ikke til at ramme deres målgruppe. Gådebogens primære læser vil pløje igennem bogen på jagt efter de mest gakkede gåder og måske efter én, han ikke har hørt før, og i den proces vil han slet ikke ænse de flotte tegninger.
Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvem der vil give 250 kroner for en bog, der ganske vist er pæn nok til at ligge på bordet, men som har et indhold, man lige så godt kan finde sammen med et Anders And-blad.
“Hvornår ved man…” er kort sagt en alt for dyr gådebog, der indeholder for få nye gåder til at kunne tilfredsstille sin målgruppe.
