”jeg bor i andebyen jeg er ved at lære sproget at kende”
Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi er de bagvedliggende stemmer i den 15-årige flygtningedrengs hemmelige dagbog, hvor beretninger og indtryk fra livet i et flygtningecenter for børn står side om side med de sort-hvide illustrationer. Men både i tekst og tegning rammer Aakeson og Bregnhøi den mentalt forslåede, usikre og forvirrede teenagerdreng, der er overladt til tilfældige voksne og de jævnaldrende i et flygtningecenter langt, langt hjemme fra ”Langtbortistan”.
Det er lykkedes de to kunstnere at gøre dette på en absolut overbevisende måde, så bogen føles helt autentisk som drengens egen dagbog.
Det gælder især den måde drengen er sprogligt inspireret af værelseskammeraten Jamal, som er blevet tyk af at spise lykkepiller tre gange om dagen.
Ligeledes er han inspireret af ”verdens sjoveste ugeblad” Anders And i den måde han beskriver sin hverdag: på sprogskolen, i centret, sit forhold til sine omgivelser og ikke mindst i forholdet til den navnløse mørke pige. Det gør Kim Fupz i et sprog, der ikke rummer mange gloser og dermed mulighed for sproglig variation; men alligevel giver sproget og illustrationerne, på fremragende måde, læseren mulighed for at kunne leve sig ind alt det nye og svære, der sker i drengen og som foregår omkring ham.
Bogen fortæller i teksten og i illustrationerne om hans længsel efter familien og vennerne han efterlod, da han forlod sit land. Den fortæller om den anstrengende og afsindigt dyre rejse gennem den halve verden for at ende rejsen i Danmark i et flygtningecenter beregnet på børn, der er ankommet uden voksne ledsagere. Og den fortæller måske ikke mindst om den uvished, han føler. Om han må blive, eller om han bliver sendt tilbage? For hvad sker der, hvis han bliver nægtet opholdstilladelse på baggrund af en eller anden paragraf?
Men den fortæller historien uden at den bliver for trist og dunkel. ”Verdens sjoveste ugeblad”, de mange forskellige børn, der opholder sig alene i lejren, og den gryende kærlighedshistorie gør værket afbalanceret.
Noget af det, der måske gør bogen særlig stærk er, at den ikke kun kan forstås med intellektet, men at man som læser bliver nødt til at forholde sig til ”I love you Danmark” med følelserne også – med empati og sympati.
