Hun kunne stadig huske sin egen fortvivlelse (…). Et slags usynligt virkelighedsbånd, som strammede omkring maven. Det havde været der hele tiden, selv om hun havde ladet, som om det ikke var der. Det havde advaret hende, men hun havde ikke villet høre efter. Hun havde prøvet at danse glæden ind i sorgens stue, hun havde troet at det umulige var muligt, men hun burde have indset, at det ikke kunne lade sig gøre. Det gode varede aldrig ret længe. Det gode forsvandt hele tiden. Det ene øjeblik surfede hun på en kæmpebølge, men i det næste forsvandt den, og hun faldt lodret ned.
Bogens ene hovedperson, 13-årige Norah, har det svært. Hun mistede sin far, da hun var helt lille, hendes lillebror druknede da han var syv måneder gammel, og moderen har siden da låst sig inde på sit værelse med en svær depression, hvor hun lukker alt og alle ude – også Norah. Stedfaderen ser hjælpeløst til og ved ikke, hvordan han skal nå ind til Norah. Oven i det hele har hun det svært i skolen, hvor hun bliver mobbet og kaldt anderledes, og derfor har hun lukket sig inde i sin egen lille boble på sit sortmalede værelse, med sit sorte tøj og sin sorte makeup.
Bogens anden hovedperson, 13-årige Einar, er den perfekte dreng, pligtopfyldende, god i skolen og til fodbold og vellidt af alle. Men han føler sig ikke tilpas og har svært ved at finde sin egen identitet, fordi han føler sig låst fast af forventningerne fra alle sider til, hvordan han plejer at være. Samtidig har han det svært med storesøsteren, kaldet Charmetrolden, som er i fuldt teenageoprør og som han slet ikke har det tætte forhold med, de havde da han var mindre.
En dag overværer Einar Norah blive mobbet af en gruppe piger på skolens område, men han stikker halen mellem benene og overbeviser sig selv om, at det ikke er hans ansvar at tage affære. Men i løbet af bogen flettes Norah og Einars (og Charmetroldens) historier sammen, og de ender med at lære noget vigtigt både om og af hinanden.
Det er en rigtig fin historie, vi har at gøre med her. Der er meget dybde og eftertænksomhed i bogen, både i selve plottet, som virkelig fortæller en dyb historie om et svigtet, ensomt barn, der føler sig anderledes og udenfor, og et barn der, selvom han på overfladen har det perfekte liv, kæmper med at finde sin egen identitet; men der er også dybde og eftertænksomhed i sproget, som det også ses i uddraget øverst i denne anmeldelse. Og det er her, jeg synes det bliver svært. For hvem er det lige, der skal læse denne bog?
Jeg kunne forestille mig at, enkelte voksne kan have gavn af at læse bogen – nogen der selv har eller arbejder med et barn, der er gået igennem et traume. For bogen viser meget om tankerne bag den barriere, Norah har dannet ud mod resten af verden, og som får hende til at virke meget afvisende over for alt og alle.
Alt i alt en god historie om at finde sig selv og om, at vi alle kan lære noget af hinanden, hvis bare vi giver hinanden tid, plads og forståelse. Jeg tror bare desværre at nogen vil stå af på grund af sproget og det filosofiske i bogen, og her hjælper det bestemt heller ikke at bagsideteksten er frygteligt intetsigende og ikke rigtig fortæller noget om historiens indhold. Jeg kan håbe, at bogens flotte forside kan sælge bogen lidt.