”Alle døre kan åbnes.”
”Du kender ikke min mor.”
”Livet må leves forfra, men kan kun forstås bagfra,” som Søren Kierkegaard sagde.
For Inge Duelund Nielsens nye roman ”I vores familie cykler vi ikke” gælder det, at den må læses forfra, men kun kan forstås bagfra.
For drypvis må læseren stykke sammenhængen mellem den uhyggelige låste blå kælderdør hjemme hos Hannah, og Hannahs mors underlige adfærd sammen. Det er en krævende opgave for læseren, der må holde tungen lige i munden undervejs; men da romanen kan forstås på mange niveauer, gør det ikke så meget, heller ikke hvis man lige tager et break undervejs.
Hvad Hannah ikke ved er, at der ligger en familietragedie bag morens underlige udflugter ned i fyrrummet, når der skal siges godnat. Og det er gennem Hannah, at vi oplever den proces og de begivenheder, der leder frem til, at den blå kælderdør åbnes.
Inge Duelund Nielsen fortæller denne historie om kærlighed, hvide løgne og hemmeligheder i familien på en indfølt måde og i sædvanlig sprogligt suveræn stil. Her er plads til både alvor, gys og humor i fortællingen om en ganske almindelig familie under pres med psykisk sygdom helt inde på livet.
Hannah er jeg-fortælleren, der fører læseren gennem historien, så det er fra denne pressede, tænksomme og til tider sure pige, vi får historien fortalt. Undervejs spiller den tusch Hannah laver sure smileys med, overalt hvor hun færdes, en vigtig rolle. Nu véd denne læser f.eks., at Citroens logo er en dobbeltsur smiley.
Som i andre af Inge Duelund Nielsens bøger, læs Nannas nathistorier, spiller en varm, og i denne roman levende, livsduelig og kærlig mormor en central rolle. Ligesom hendes afdøde, kagespisende mand, Brumle, gør det fra sin grav. Og når det går galt for mor derhjemme, flytter Hannah ud til mormor.
Som en kærlig hilsen til Enid Blytons ”De fem” bøger flytter de to børn Bob, hans storesøster Beate og ikke mindst hunden Bisse ind i et tomt hus ude hos mormor. Herfra tager begivenhederne fart. I bedste børnegyserstil går den vilde jagt på nøglerne til kælderrummet, som Hannahs mor altid bærer på sig. Det indebærer et besøg hos den uhyggelige og uhumske Nøglemanden, som det lykkes Bob og Hannah at få til at lave kopier af nøglerne til rummet. Hvad børnene finder derinde skal være usagt; men det er en både spændende og dramatisk fortælling Inge Duelund Nielsen fortæller. En fortælling der slutter med en glad og mere afklaret Hannah. For langt om længe har hun fået den lange fortælling, de voksne aldrig har kunnet fortælle hende, og ved værkets slutningen forstår man, hvorfor det er sådan, at I vores familie cykler vi ikke.
Undervejs i fortællingen indtager Hannah, Bob og Bisse en endeløs række af æbleskiver med ægte æbler i hos mormor, og her spilles der gammeldags analoge spil og klatres i træer. Dette kan læses som en kommentar til de digitale og voksenstyrede legeunivers, børn befinder sig i. Hannah og hendes venner reflekterer undervejs over, om de egentlig er for store til at lege, og hvorvidt man som pige kan have en drengeven som Bob.
Romanens fysiske udformning underbygger fortællingen lige fra det hvide omslag, hvor der er ”revet” hul i ind til fortællingen, og overfladen er skrællet af. Ligeledes afbrydes Hannahs fortælling undervejs af en 3. – persons fortæller og dennes små poetiske refleksioner, der i bogstavelig forstand virker som om, de er revet ud af konteksten, som i indledningen:
”Engang troede Hannah, at nøgler var beregnet til at stikke i nøglehuller, så man kunne finde ud af, hvad der gemte sig bag de låste døre. Men den dag, hun så sin mor dumpe rundt-om-halsen-nøglen ned i gryden med tomatsuppe, opdagede hun, at nøgler også kan bruges som krydderi.”
Nøglen er, udover dens betydning for handlingen, også den centrale metafor i romanen. For Hannah søger nøglen til at forstå tilværelsen, de voksne, og hvad der sker omkring hende.
Af de voksne er det kun mormoren, der tager hende alvorligt. Moren er psykisk syg, og faren er blød, beskyttende, kærlig og undvigende; men handlingslammet. Her er ikke tale om forældre, der fremstilles som ukærlige og inkompetente.
Men det er de kompetente og handlingsorienterede børn, med Hannah, Bob og Bisse i front, der må tage sagen i egen hånd og fravriste moren nøglerne til kælderrummet og åbne døren til den tragiske sandhed.
I vores familie cykler vi ikke er et helstøbt værk, der kan læses på mange måder og niveauer. Værket er rent sprogligt en nydelse, og dets vekslen mellem en ydre spændende, dramatisk handling og indfølte beskrivelser af Hannah, gør I vores familie cykler vi ikke til en stor læseoplevelse. Endelig lægger tween-romanen sig smukt i slipstrømmen af Inge Duelund Nielsens tidligere værker, Æbleskud, Drengen der ville være ond, Man kan ikke tage sig af alting, Ulige uger, og Nannas nathistorier der alle på højt kunstnerisk niveau afdækker børn og unges vilkår i disse års hæsblæsende senmoderne højhastighedssamfund.
