Folk er fanget i et net af løgne. De er spundet ind i fordummende reklamekampagner og ligegyldige realityshows. De er manipuleret til tomhjernet tilfredshed. Det er derfor, ingen åbner munden og sætter spørgsmålstegn. Er det sådan en verden, du vil leve i?

Liam kunne ikke holde det brændende blik ud. Hans øjne flakkede. Han havde altid syntes, at han havde det godt.  At verden var et godt sted.

Det kunne lyde som en anmeldelse i Information eller Weekendavisen, hvor weekendens ”Du har talentprogram” og ”X-factor” blev anmeldt. Det kunne være misantropiske og kulturpessimistiske læserbreve, der havde et sådant indhold. Det er det ikke. Det er femtenårige Liams journalistven, der spørger ham. En journalist, der ikke viser sit ansigt, men forbliver anonym indtil det endelige opgør.

Liam er en dreng fra Oplandsby 12, der bare drømmer om at danse. Hans forældre er også i Oplandsby 12, og de er forholdsvis kritiske overfor systemet. Samfundet består af femten oplandsbyer og så er der Urban Populare, hvor alle kendte og seje og smarte bor. Samfundet er tilsyneladende et demokrati, men i virkeligheden styres alt bag kulisserne af en formand og andre magtfulde personer, der ikke har andre ønsker end at øge egen magt og rigdom.

Hvert år afholdes ”White Night”, hvor ukendte (i bedste X- factor-stil) forsøger at kvalificere sig til at komme ind i Urban Populare.

Det lykkes for Liam på trods af hans forældres meget lidt begejstrede indstilling. Liam flytter ind i Urban Populare, og her begynder et kendis-jet-set-liv, som han aldrig kunne have ønsket sig.

Liam bestemmer intet selv, han følger blot det skema, andre har lagt for ham, han sover for lidt, ser ingen venner, nyder ikke at leve. Han forsøger at gøre oprør – og så skal der ikke røbes mere her. Der er god grund til at læse bogen selv.

Bogens store styrke er, at den spejler vores egen tid, samtidig med at den i et helt andet ”Hunger-games-univers” har mulighed for at sætte alt på spidsen og give alt en ekstra spand kul (for nu at bruge en metafor, der på ingen måde ville være brugt i Urban Populare, her ville man sige, at man skrive, at bogens univers indhalerer et par Tubebars).

Idoldyrkelsen, reklameverdenen, politikernes verden og den manglende gennemskuelighed i politik, samfund og meningsdannelsen bliver sat til diskussion.

Lise Bidstrups bog ”Idolernes by” er en selvstændig fortsættelse af ”Spillets by”, hvor realityverdenen blev spiddet med ord. ”Idolernes by” kan snildt læses, uden at det sker som led i en serie. Det er tankevækkende underholdning fortalt i et godt og solidt dystopisk sprog.

Man må tage stilling selv, lyder det fra ”idolernes by”. Man må sige stop og tage ansvar, man må forholde sig til den verden, vi deler.

Det er en virkelig god roman, der kan læses af alle- også voksne.

Forsideillustrationen dækker godt over indholdet.  Det er den u-menneskelige robotverden, der her er designet i blåt, sort og guld. U-hyggeligt u-menneskeligt, således som tilværelsen også er i Urban Populare.

http://www.lisebidstrup.dk/– her kan man også finde en booktrailer til ”Spillets by”, den første bog i ”Urban-serien”. Inden længe kan man sikkert finde en booktrailer til ”Idolernes by.