”Mor kylede en bid samosa ind i munden. – Det er altså virkelig gode samosaer, jeg har fået lavet denne gang.
– Du fråder dem godt nok også for hårdt, sagde jeg og rørte rundt i gryden, som faktisk udsendte en ret okay karryduft, hvis man tænker på, at jeg ikke var vant til at lave mad.”
Sådan er det. Vi er hjemme i køkkenet hos familien Farooq, og mor Farooq er umiskendeligt gravid, faderen er ”nederen” over sin alder, Tariq læser om astrofysik, og Iqbal er ved at lære at lave mad:
”Slap af, mand. Mor er sgu da på stoffer, manner. Jeg sværger, det er helt sikkert med det store ædeflip. Hun er sgu da blevet en eller anden junkie. Jeg sværger, den er god nok, bro, sagde jeg og rørte videre i gryden.”
To citater, der viser, hvad der sker i Iqbal Farooq i krise. Men man skal nu ikke læse Iqbal-bøgerne (og dette er nummer ti) for deres handling. Den er helt forudsigelig. Man skal læse bøgerne for det sproglige overskud, den charmerende brug af slang fra flere etniske grupperinger og for den helt vilde tilgang til kulturel mangfoldighed.
Handlingen er som i alle Iqbal-bøgerne sådan, at Iqbal møder hos skolepsykologen Jeanette Ølholm. Herefter kommer et flashback, der fortæller om en krise, hvor onkel Rafiq oftest er indblandet i projektet. Iqbal og venner møder altid en række forskellige etniske grupper under deres forsøg på at løse det opståede problem, og det slutter i fryd og gammen, når bogen er nået til side 146. I dyb respekt for Manu Sareens koncept kan samtlige titler nævnes her:
Iqbal Farooq og den sorte pjerrot
Iqbal Farooq og kronjuvelerne
Iqbal Farooq og den indiske superchip
Iqbal Farooq og julesvineriet
Iqbal Farooq på Bornholm
Iqbal Farooq og den jyske forbandelse
Iqbal Farooq og jagten på den lille havfrue
Iqbal Farooq i Indien
Iqbal Farooq og den hemmelige ismaskine
Det var de første ni. Det var en sensation, da den første Iqbal-bog blev udgivet i 2006. Det var den første børnebog af en (skriver og siger Manu Sareen selv) brun forfatter til børnelitteratur. Her kom en selvironisk, humoristisk, tabudræbende og slangelskende familie ind i børnelitteraturen. Iqbal-bøgerne er som skabt til højtlæsning. Det er meget, meget sjovere at høre humoren højt i fællesskab, end det er selv at læse om Iqbal i enrum. Klasselærerne fik en højtlæsningsbog, der var særdeles velegnet til kapiteloplæsning. Og eleverne fik en fælles oplevelse med fokus på sprog, for Manu Sareen provokerer alle: somaliere, grønlændere, campingpladsejere på Djursland, tyskere, tyrkere, bornholmere, indere og københavnere. Fremragende.
I opgangen møder man mangfoldigheden: Mister Katanga og Tryna, Christian Visander Aruni Burundi Jacobsen, familien Kahn, Baba Ganus, Vibeke, Hr. Wibrandt (der spiller en stor rolle i denne bog), Hassan, Kaseem og Ali, og så Solvej, Manu, Felix, Cilja, Alvin, Tanja og hele Farooqfamilien: Far, mor, Fatima, Dindua, Tariq og Iqbal.
Det er Nørrebro, når der er mest fest over farverne.
Tak til Manu Sareen, der har givet alle mulighed for at møde denne etniske mangfoldighed, også selv om man bor i Brønderslev eller Bagterp eller Bjerringbro. Det har været et muntert bekendtskab. Nu slutter det. Iqbals skolepsykolog er gået på pension, og Iqbal kan klare sig selv i verden, – vel at mærke fordi han er omgivet af gode mennesker i hele opgangen.
Læseprøve: Iqbal Farooq i krise
