Hvidtand havde et naturligt talent for at tilpasse sig. Han havde levet et omskifteligt liv i lige så omskiftelige omgivelser, hvilket betød, at han kunne finde sig til rette hvor som helst.
Jack Londons gendigtede klassiker er en fin roman, lad det være sagt med det samme. Og Kim Langer gengiver den i forkortet version og i et godt dansk.
Romanen er spændende fra start til slut, og den gennemspiller både Hvidtands individuelle og artens domesticerende udvikling gennem tiden og kulturen. Mere om det om siden.
Romanen falder i fem dele. I første del, følger vi to mænd, Bill og Henry, der skal bringe den afdøde Lord Alfred gennem den vinterlige ødemark til Fort McGurry i sin kiste. Det sker med hundeslæde og i stærk frost. Føden i naturen er knap, så ulvene kredser uafladeligt om dem. Problemet er, at hundene om natten, en efter en, forsvinder fra dem og bliver ædt at ulveflokken, der. Særlig flokkens hunulv er dygtig til at narre hundene væk. Og en for en falder de fra, som de små cyklister. Til sidst falder også Bill fra. Men reddet bliver såvel Henry som Lord Alfred da omsider. Fra anden del og frem er det ikke mere mennesker, der er hovedaktører i romanen, men ulve(hunde). I anden del er det førnævnte hunulv og hendes partner Enøje, der er i fokus, indtil Enøje dør. Hunulven føder sin unge, Hvidtand. Vi hører om hans første opvækst, hvor han fra den hule, hvor han fødes, langsomt gør sig fortrolig med verden udenfor, og efterhånden lærer at dræbe for at leve og overleve.
I tredje del bliver han optaget i en indianerstamme hos Grå Bæver. Her lærer han – på brutalitetens præmis – at omgås guderne, som menneskene bliver kaldt, og han lærer, at hvis han ikke retter ind, så bliver han tæsket på plads. Han omgås de øvrige hunde i indianerlejren som fjender, og dræber gerne.
I fjerde del skifter Hvidtand ejer, kommer til at høre til hos en hvid amerikaner, Smukke Smith. Hos ham lærer han at slås for sit liv. Han bliver ganske enkelt kamphund, og i en situation, hvor en bulldog er ved at tage livet af ham, bliver han reddet af en fyr, der hedder Scott, som i femte og sidste del bringer ham med sig hjem til sit barndomshjem. Her bliver Hvidtand, der dog er kvart hund så omsider et rigtigt vaskeægte kæledyr, hvilket kræver stor tilvænning og indlæring. Hvordan omgås man fx guderne (menneskene), hvordan omgås man husets øvrige hunde, hvordan tilpasser man sig, så man ikke, fordi man rummer vildt blod i årerne, dræber andre husdyr som høns, mens man gerne må jage og dræbe fx kaniner osv. Der er nok at lære, at forholde sig til og tilpasse sig.
Men samtidig med at vi følger denne individuelle skæbne, der bliver Hvidtand til del, så er det samtidig en fortælling om hunden/ulven som art, og om hvorledes vi mennesker har behandlet arten mellem år og dag.
Det vilde er naturligvis medfødt. Hvidtand er født vild og opfører sig vildt. Men vilde dyr kan indfanges og tæmmes, domesticeres, som vi ser det med mange oprindeligt vilde dyr. Næste step for ulvehunden bliver at den indfanges og tæmmes som slædehund, hvor den altså gør nytte – også i forhold til jagt og overlevelse. Tredje step er, at hunden udnyttes til menneskets adspredelse fx som kamphund og med berigelse for øje. Og endelig bliver sidste step så den endelige domesticering, hvor ulven/hunden sluttelig ender som kæledyr.
Og der er det godt, at romanen slutter. Men det sker naturligvis samtidig med, at Hvidtand bliver far til et kuld hvalpe, som den avler med en collie, der ligeledes er kæledyr på ejendommen.
Det er naturligvis en roman, som det har været vanskeligt for Jack London at skrive i sin tid, fordi han har været nødt til at foretage en masse antropomorficeringer for at kunne beskrive, hvorledes Hvidtand har klaret sig igennem i sit omskiftelige liv. Der står fx (s 153): Det var selvfølgelig ikke noget, Hvidtand tænkte som rigtige tanker. For ham var det kun en følelse, men det var også nok. Fra nu af byggede alt, hvad han foretog sig på en fornemmelse af, at de hvide mænd var de største guder. Derfor var Hvidtand til at begynde med også sky og forsigtig over for dem.
Ikke desto mindre er man jo nødt til at foretage beskrivelserne af Hvidtands handlinger som aktioner, der er båret og præget af en vis bevidsthed, omtanke og vilje, mere end som rent instinkt.
Kim Langer kender vi jo udmærket fra Skaterland-serien og fra sine eventyrromaner, Den afrikanske forbandelse og Flugten fra Vestindien og endelig fra Zombie-serien.
Romanen er som nævnt spændende, og man render lige igennem den. Mange unge vil være godt underholdt, når de dykker ned i fortællingen, som forhåbentlig får mange læsere.
Det er først og fremmest en selvlæsningsbog.
