Jeg fortæller en krig

‣ Forfatter: Kim Fupz Aakeson

‣ Illustrator: Anna Margrethe Kjærgaard

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 50

‣ ISBN: 9788702398229

Det er illustrationerne, der indleder denne billedbog. Ja, naturligvis fylder billeder i en billedbog, men her i ”Jeg fortæller en krig” har Anne Margrethe Kjærgaards illustrationer en stor og vigtig rolle. På allerførste opslag ser man lange rækker af soldater med gevær og baskerhue eller pikkelhjelm. To og to vender de sig mod hinanden med geværet i skydestilling. På allersidste opslag ser man ikke soldater, men derimod hunde, der med kæppe i flaben legende vender sig mod hinanden. Inde i bogen er et centralt opslag, hvor man kan folde to sider ud, så det bliver en fire-siders-illustration. På dette dobbeltopslag har man en lille by på et lille bjerg i midten. På hver side er 1000 soldater med 1000 geværer og bag dem peger tanks med geværer op mod byen. Der er to smalle trapper op til byen. Alt er tegnet med sort-grå-hvide nuancer. Det står i modstrid til det første opslag med tekst. Her er den lille by på bjerget med huse i fine farver, en sol og store blomster. Teksten her lyder:

”Der er et barn i sengen, og hun vil have en godnathistorie. Jeg kan et dejligt eventyr, siger jeg. Der er prinser, der er prinsesser, der er en trold, men han bliver god igen. Ellers tak, siger barnet. Jeg vil høre en grusom historie, der skal være soldater, geværer, hunde med skarpe tænder, ild, røg, aske, sådan en historie, en historie om en krig.”

Så begynder historien om de 1000 soldater på hver side af byen på bjerget. 1000 soldater med 1000 geværer og 1000 hunde. Det er begyndelsen til en grum historie, men barnets indvendinger undervejs i fortællingen giver sig udslag i, at det bliver en historie, hvor krigen ender med fred. Helt som man kan ønske sig.

”Det blev en fin historie, siger jeg. Den bedste historie, siger barnet. Nu omfavner soldaterne deres mor og deres far og deres børn og deres søskende og hinanden, og de varmer sig ved bålet, og de klapper hundene, og der er sikkert osse nogen, der spiller på elektrisk guitar, og nogen der laver mad, og der er en dessert måske.”

Det er svært at skrive til børn om krig. Det er også svært at skrive om en freden efter krigen. ”Historien om en krig” er et eventyr om en krig, der ender med fred. Den fortælles som en samtale mellem barnet og den voksne, lige som Sallies historier, der også ser skrevet af Kim Fupz Aakeson.

Illustrationen på sidste side med tekst matcher helt teksten fredelige univers. Her ser man en by i månelys. Der er fest på torvet. Alle er glade. Og stjernerne glimter. Kim Fupz har skrevet tæt på hundrede bøger. Han har skrevet til børn og til voksne. Han har skrevet filmmanuskripter, og han har fået mange, mange priser for sit arbejde. Han skriver altid med stort sprogligt overskud, men humor og med et lille glimt i øjet.

Anna Margrethe Kjærgaard har illustreret masser af billedbøger og fået mange priser herfor. Hun har (blandt mange andre) illustreret ”Ud af det blå” og ”En tangloppeeksperts store tanker om små skabninger”.

Det er en billedbog, der kan læses i indskolingen, hvis man vil tale om krigen. Det er der al mulig grund til at tale fredeligt om. Bogen udkom netop på toårsdagen for Ruslands invasion i Ukraine.

Link: www.amkjaergaard.dk

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.