Her er jeg. Jeg står ved min skulptur i atelieret på CSA med en firkløver i lommen. Jeg tilbragte hele formiddagen på hænder og knæ i en kløverbevoksning uden for skolen til ingen verdens nytte – den var plukket ren. Men så, heureka. Limede jeg et fjerde blad på en almindelig trekløver med superlim, pakkede den ind i cellofan og lagde den ned i lommen på min sweatshirt til løget.
Sådan er Jude. Hun er overtroisk, men hun omgår måske sandheden på sin egen måde. Hun har en tvilling Noah, der er en meget talentfuld tegner. De søger begge ind på en kunstskole, kun Jude kommer ind. Nu fortæller de hver deres historie, der foregår fra de er 13 til de er 16—17 år. Noah fortæller hvad der skete indtil moderens død, og Jude fortæller, hvad der skete efter moderens død. Det er Californisk, der er fart over dialogen, det sker i San Fransicso, der er kærlighed, mobning, homoseksualitet, svigt fra forældrene, kunst og det, der ligner og så er hele fortællingen båret frem af et ungt sprog med masser af dialog.
En fiks komposition rammer det hele ind. Det er altid interessant for læseren, når der eksperimenteres med kronologi, synsvinkler og fortæller, og så får man såvel en nogenlunde troværdig miljøskildring, som et medrivende plot.
Det er amerikansk, og når man sammenligner med danske og nordiske ungdomsbøger, så er der på ingen måde samme litteære tyngde i ”Jeg henter solen ned”, men der er en spændende fortælling, der er underholdende og som holder læseren fast. Og det er også godt.
Forfatteren skriver som en ung i San Fransisco endskønt hun er årgang 1965.
Trailer: http://www.gyldendal.dk/
Uddrag: https://reader.pubhub.dk/
