“Der var engang en bjørnemor, en bjørnefar og tre bjørneunger.”
Sådan begynder historien om de tre små bjørnebørn, der lige skal blive klar over, om de er elsket af deres bjørneforældre. For en dag begynder den første bjørneunge nemlig at tvivle:
”Han spekulerede på, om de to andre bjørne var bedre end han var. De havde nemlig hvide pletter, og det havde han ikke. Måske kunne hans mor virkelig godt lide hvide pletter.”
Derfor spørger de tre bjørnebørn en aften: ”Hvem af os kan du bedst lide? Hvem holder du mest af? Vi kan ikke alle tre være din yndlingsbjørn.”
De viser sig heldigvis, at svaret er, at de alle tre både er yndlinge og lige højt elskede. Og så kan de små bjørnebørn sove trygt.
Det er nogle nuttede, forskellige bjørne med smukke, venlige øjne, Anita Jeram har givet streg og liv til. Illustrationerne er pastelfarvede. Der er en mørk, grå-brun bjørnefar, en lysebrun bjørnemor og tre unger med nuancer fra grå til brun. Ofte er bjørne i billedbøger bjørnekrammende søde. Det gælder også her.
”Jeg holder mest af jer alle tre” er i originaludgaven fra 2004, men her er den nyoversat af Christian Bach. Det er en bog til børn om jalousi blandt søskende. Og den giver et smukt og godt svar fra bjørneforældrene.
Billedbogen kan helt sikkert give anledning til mange tanker og til gode samtaler. Er det bedst at have pletter? Er det bedst at være en dreng, eller er det bedre at være en pige? Og hvordan kan man være elsket, når man er mindst? En smuk udgivelse med en smuk morale: Jeg holder mest af jer alle tre.