Mens jeg går tilbage til skolen, går det op for mig, at jeg græder. Så jeg vender tilbage til de historier, jeg har læst om de frem, og prøver at få deres liv til at give mening, for hvis jeg får dem til at give mening kan jeg måske også forstå mit eget. Jeg siger deres navne om og om igen. Narnie, Webb, Fitz, Jude, Narnie, Webb, Tate, Fitz, Jude, Narien, Webb, tate, Tirz, Jude, Narnie, Narnie….”
Vi er i Australien, – og Jellicoe Road er ”Den smukkeste vej, jeg nogensinde havde set, hvor træerne lavede luftige løvtag som en tunnel til Shangri –La.” Det er her, der sker en ulykke. Det er her, de fem børn boede for 18 år siden.
Der er flere lag i ”Jellicoe Road”. Der er nutiden, og der tiden for 18 år siden, og der er hovedpersonernes fortid og barndom og deres møder her.
Det er en kostskoleroman, en krimi og en kærlighedshistorie, der stemningsmæssigt har referencer tilbage til ”Picnic at hanging rock” – en helt gammel filmklassiker fra 1975, hvor en gruppe kostskoleelever forsvinder på en udflugt i delstaten Victoria, Australien.
Bogen fik i 2008 prisen som ”West Australia Young Readers Book (WAYRB) Award for Older Readers”.
Det er en usandsynlig megen dialog i bogen, der også har feriestemning i fortælletempoet. Der sker simpelthen alt, alt for lidt i den ydre handling, og samtidig er det vældig mange tråde, der skal samles i den indre spænding hos hovedpersonen Taylor.
Der er rigtig meget britisk – australsk kostskolekultur i den kulturelle kontekst, der kan være vanskelig at gennemskue for en dansk læser. Med andre ord: Der sker for lidt i et internt univers, der har for mange personer, der ikke kan sættes ind i persongalleriet uden at læseren fører et vist mentalt regnskab over, hvem der er hvem og i hvilken tid. Det er flimrende som en australsk sommerdag set gennem bladløvet på Jellicoe Road.
