De to små familier er flyttet sammen efter en flugt fra Vulkanen Store Bomba, som eksploderede. Det er vældig praktisk at bo sammen, for Kanulds far, Grabonk, er ikke jægertypen, og så er det godt nok, at, at Morkle kan håndtere en kasteslynge og ramme et dyr, så de kan få noget at spise.
Kanuld og Onk er to gode venner, hvis familier, som er Neandertalere, bor sammen i skoven. Familien består ud over de to drenge af mødrene (Mums og Sirut) og fædrene (Morkle og Grabonk), som på ingen måde er helt almindelige karakterer – det samme gælder i øvrigt for Cro Magnon familien i den anden ende af skoven med oldefar Olde, moderen Svovle, pigen Hyr og hendes søster Svip.
Om de to arter (faktuelt) har levet samtidig, og om de havde et sprog, hvorigennem de kunne gøre sig forståelige over for hinanden med mere end fagter, vides ikke. Men i denne fortælling går Cato Thau- Jensen ikke så højt op i det. Han har brug for, at de taler samen, og så gør de det naturligvis – og ovenikøbet i et sprog, som de slet ikke kan have kendskab til. Fx når Mums siger til Grabonk: Nu må du lige komme ind i kampen. Eller når Morkle vil have lidt fred, så putter han noget harpiks i ørerne, og dermed har han opfundet ørepropperne. Og det skønt Der er i det hele taget ikke opfundet ret meget, bortset fra det absolut nødvendige.
Man kan under læsningen med god mening gå på jagt efter det ene ord og den ene sproglige vending efter den anden, og som familierne aldrig vil komme til at kende, men ikke desto mindre anvender flittigt. Det er lige til at komme i godt humør af.
Som citatet viser, er Grabonk ikke nogen stor jæger (om nogen overhovedet), men så er det godt, at Morkle er. Grabonk er nærmest, hvad man (i vore dage) ville kalde en Ole Opfinder. Og det er de uhyrligste ting, han går rundt og finder op. Han er nærmest, hvad den gode Århus-forfatter Svend Aage Madsen i sin tid kaldte fremtidsarkæolog. Han har i den grad fingeren på pulsen hvad angår ord og opfindelser, der vil se dagens lys langt ude i fremtiden (fx markedsføring, muddermasker, aflusningsmiddel).
I en anmeldelsessammenhæng er handlingen i fortællingen i grunden ligegyldig. Men lad os bare slå fast, at Kanuld og Onk er så gode venner, at det da vist er blevet til mere end det – ikke mindst til mødrenes ængstelse. Og mødrene beslutter derfor at bortføre en pige og tage hende med hjem, så drengene kan blive opmærksomme på andre end hinanden. For de vil da gerne som mødre kunne sidde sammen og sy babybukser til børnebørnene af muldvarpeskind. Det må blive Cro Magnon pigen Hyr, som de må skaffe til veje.
Hyr bliver herefter planmæssigt bortført fra familien, men snart opstår der store problemer med det. Hyr er ingen nem pige at omgås, så hun må tilbage, hvor hun kom fra, men det er ingenlunde let, for det første fordi familien ikke savner hende nævneværdigt, for det andet fordi drengene ikke er særligt interesseret i hende og gerne ser hendes hæl, for faktisk er hun møgirriterende, og for det tredje er tøsen slet ikke vild med at skulle hjem igen.
Og da det jo er Kanuld og Onks mødre, der har kidnappet Hyr, så må de på fortrydelsens præmis se at komme af med hende igen. Og selv om de får lavet en slagplan for hendes returnering, så er det ikke så let endda …
Bogen er først og fremmest et vældigt opbud af sproglig energi – og dertil en solid humor, der er den kontante udløber af Cato Thau-Jensens vildt fabulerende fantasi.
I denne bog (såvel som i den første i ”serien”: Kanuld og Onk på Mammutsletten, 2013) er forfatter og illustrator en og samme person. Cato Thau-Jensen kender vi først og fremmest som illustrator. Han har illustreret bøger af mange af vore gode forfattere, ikke mindst Kim Fupz Aakeson.
Bogen kan varmt anbefales til udlånshylden. Som undersøgelse af, hvad sprog er og hvordan det kan bruges, kunne bogen være oplagt at bruge i danskundervisningens (2.-4. klasse) ved at lade eleverne undersøge sproget. Dels det sprog forfatteren bruger – og dels det sprog, som han lader sine karakterer bruge, og som de faktuelt ikke har en kinamands chance for at kende til, men bruger alligevel.
Men også som oplæsningsbog vil den være fin at bruge.
