Karmaboy- kometen og den onde numsekløe

‣ Forfatter: Jacob Riising

‣ Illustrator: Claus Bigum

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2015

‣ Pris: 199,95

‣ Målgruppe:7+

‣ Sidetal: 148

‣ ISBN: 9788711454381

Det bør indledningsvist understreges, at Dennis Jürgensen, ifølge bogens bagside, ikke ønskede at medvirke på selv samme bagside af Jacos Riisings bog. Til gengæld synes Riisings mor, at det muligvis er den bedste bog i verden. Det er der tilsyneladende også andre, der synes. Bogen er nomineret til at modtage Orlaprisen, 2016, og hvad er det så denne bog med den noget særpræget titel egentlig har at byde på?

Teksten hamrer derudaf fra bogen begyndelse. Det er tydeligt, at Riising har forsøgt at ramme Facebook- generetionen, der først skal have en instalationsguide til bogen som medie. Vi får lidt om fodnoter, der sjældent handler om fødder. Der får man i stedet at vide, at dåsecolaer og tandlæger er billige i Polen, selvom det egentlig ikke har noget med bogen at gøre.

Drengen Niller bor på Skovlunde Bytorv, hvor han dagligt er omgivet af et broget persongalleri, heriblandt sin bedste ven Tykke, pizzariaejeren Erkan, men den utrolig kraftige kropsbehåring, Kopi-Kaj og Else fra ”Elses Helse”. Niller erfarer, at en komet på størrelse med en trepersoners hjørnesofa er på vej mod jorden, og snart vil ramme Skovlunde Bytorv. På det tidspunkt vil den dog kun være på størrelse med en fiskefrikadelle. Dette bevirker, at skaderne kun vil omfatte Skovlunde Bytorv. Hverken mere eller mindre, men det er også nok.

Niller finder ud af, at de øvrige beboere på bytorvet forholder sig passivt til den snarlige udslettelse, og der er brug for en superhelt. De hænger bare ikke på træerne i Skovlunde, og det ville også se fjollet ud. Niller må træde i karakter og klædt i en Elkjær- trøje fra 1984, skiunderbukser og et hviskestykke som kappe, forvandler han sig til superhelten Karmaboy, uden nogen superkræfter overhovedet. Som i absolut slet ingen. Han skal stadig på toilettet, når han bliver nervøs.

Der er for alvor brug for en superhelt i Skovlunde, men det er mest opgaver som hækkeklipning, hundeluftning og flaskedreng, som pryder dagordenen i Karmaboys fortravlede, heroiske hverdag. Lige indtil han modtager et anonymt opkald fra en mandsperson, der lider af voldsom analkløe. Det klør kort sagt ”ad Helvede til i røven”. Karmaboy må nu bevæge sig ud på sit superheltelivs største og første dobbeltmission: At stoppe kometen og den onde numsekløe.

Jacob Riising lægger ikke fingre imellem, når han skriver sin historie, og det er godt, for er netop det bramfrie sprog, der gør bogen til et underholdende bekendtskab. Samtidig er Riising helt klar over, hvad han har med at gøre. Han går ikke af vejen for at springe kapitler over, hvis handlingen bliver for kedelig. Og som han skriver i indledningen til kapitel 37:

Hvis du først har åbnet bogen nu, kommer her et kort resume: En dreng ved navn Niller har netop trykket på en rød knap for at affyre et missil mod en komet, som er på vej ude fra verdensrummet. Hvis du synes, det lyder som en idiotisk bog, vil jeg opfordre dig til at holde din kæft og skrive en, som er bedre, selv”.

Ingen ko på isen eller pladderpædagogisk curlingleflen der. Ikke hos Riising.

Køb bogen til din søn fra 7 år og opefter. Læs den højt, og husk at lave stemmer. Den kan også sagtens læses af børn på mellemtrinet, og selv om skolebibliotikarer, skoleledere og kommunalpolitikere nok må affinde sig med adskillige skriftlige klager fra bekymrede forældre over bogens sprogbrug og rungende politiske ukorrekthed, så skal bogen forefindes på skolebibliotekerne. Den er så absolut læseværdig.

Som barn læste jeg Gunnar Willes bøger om Magiske Mads, Familien Fap og ikke mindst hans egen stribede hellighed, Skrumpen fra det ydre rum. Karmaboy lægger sig i samme rille med bindegal humor på børnenes præmisser og en uortodoks tilgang til fortælling, hvor netop humoren holder sammen på historiens lag. Så stram ballerne og læs. Den er dælme morsom.

http://www.forfatterweb.dk/

http://www.carlsen.dk

 

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Han har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte i mere end 20 år, og er nu redaktør på tidsskriftet DANSK og faglig konsulent for Dansklærerforeningen samt underviser i dansk på læreruddannelsen. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger. Han har gennem flere år anmeldt for Folkeskolen, Børn og bøger og naturligvis Bogbotten, hvor anmelderiet begyndte.