Med mine fingre former jeg et hjerte og slår mig på brystet, hvor Real Madrid-mærket skulle sidde. Det indonesiske vidunderbarn slår til igen.
Budi elsker at spille fodbold, elsker at se fodbold, elsker at drømme om fodbold, elsker at snakke om fodbold. Kort sagt: Han elsker fodbold over alt andet. Til daglig arbejder han under kummerlige forhold på en fabrik, der fremstiller fodboldstøvler, men da han er mester udi dagdrømmeri, klarer han sig alligevel gennem dagene og livet. Man kan fordrive mange timer på at forestille sig, at man spiller på Bernabéu, eksempelvis.
Budis verden er fattig og farlig, og han må undervejs i fortællingen blandt andet slås med sin blødersygdom og den lokale mafiaboss “Dragen”. Til gengæld har han både sin historiefortællende bedstemor, der fylder ham med fantasi og optimisme, og bedstevennen Rochy, som han ser op til. Rochy arbejder også på fabrikken. Han er nogle år ældre end Budi og desuden langt mere realistisk i sin forståelse af, hvilken fremtid der venter dem. Således fungerer han som en god kontrast til den dagdrømmende Budi.
Mitch Johnson har skrevet Kick med støtte fra Amnesty International for at skabe opmærksomhed på børnearbejde, børns rettigheder og arbejdsvilkår. Der er næppe mange, der er uenige i vigtigheden af Amnestys arbejde, men bogen bruger uforholdsmæssigt meget tid på at fortælle om de kummerlige og usikre arbejdsvilkår på Budis fabrik. Man fanger hurtigt pointen, og man bliver derfor lidt træt af, at de politiske budskaber får lov at fylde så meget. Dette ændrer dog ikke ved, at historien om Budi er godt skrevet, at den er sød, vedkommende, tankevækkende og også ganske spændende, og at den indeholder nogle interessante og sjove karakterer, der giver masser af liv til bogen.
Ifølge forlaget kan bogen læses fra 10 år. Anbefalingen harmonerer ganske godt med sproget, men jeg vil alligevel vurdere, at målgruppen grundet bogens problemstilling snarere er de 12-15-årige. En vis interesse for fodbold gavner absolut også.
