Klunserne på Skraldøen

‣ Forfatter: Sally Gardner

‣ Illustrator: Lydia Corry

‣ Oversætter: Dal Michaelsen

‣ Forlag: Jensen og Dalgaard

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 169,95

‣ Målgruppe:5-8 år

‣ Sidetal: 144

‣ ISBN: 9788771518382

Klimaforandringer, global opvarmning og forurening har i flere år været brandvarme emner, der for længst har fundet deres vej ned i børnelitteraturen. Børn (i særdeleshed, vil nogen mene) frygter for klodens velbefindende, og et stigende antal forfattere har bidraget med fag- og skønlitterære titler for enten at tilbyde viden eller historier at tale ud fra. Alt fra fakta-bøger om Gretha Thunberg og informative ”Sådan gør du Verden til et bedre sted” -udgivelser til didaktiserende klima-fortællinger og dystopiske skræmmekampagner. Og det hele bydes hjertelig velkommen, da de kommende generationer har brug for viden til at navigere igennem misinformation og ændre den kurs, de nuværende beslutningstagere har sat.

Nogle andre, der bøvler med navigationen, er Klunserne. Et lillebitte folkefærd; små nok til, at vi mennesker – eller ”langbenede” som vi kaldes, ikke lægger mærke til dem. De er er tip-top til genbrug og bor på en ø af skrald, der flyder rundt i verdenshavene. Men der er opstået et problem. De langbenede smider så meget affald i havene, at Flaskebjerget på Skraldø har vokset sig så stort, at det spærrer for udsynet og umuliggør navigation. Af samme årsag er Skraldø flydt nordpå ind i en snestorm, der forpurrer planerne for klunsernes årlige Lyshavs-festdag. Noget må gøres – en redningsaktion må iværksættes!

Klunserne på Skraldø er udarbejdet af mor/datter-duoen Sally Gardner og Lydia Corry, der med denne serie (bind to udkommer til næste år) retter rampelyset mod vi langbenedes overforbrug og smid-ud vaner, og har med en passion for genanvendelighed skrevet en historie, der skal inspirere unge økologer til at blive mere opfindsomme genbrugere og undgå spild og udsmid.

Vi møder Pip, Strit, Rumle, Krus og Kande, Onkel Rur, Ridder Rust, Admiral Affald, Donna Dina og mange andre, der sammen skal forsøge at få Skraldø på rette kurs. Karaktergalleriet og deres navne afslører i sig selv, at det er de 5-8-årige, der er i kikkerten, hvilket understøttes af bogen layout med stor skrift (der er taget højde for dyslexi), luftige mellemrum og et ocean af sort/hvid-illustrationer. Dertil indledes hvert kapitel af et kort pre-resumé, der giver lytterne nogle handlings-pointer at holde øje med. Bogen er altså en overskuelig mundfuld, der gør meget for at holde lytterne/læseren i hånden.

Hvad der dog måske ikke er helt overskueligt, er selve historiens udførelse. Langt størstedelen af bogen handler om verdensopbygning og at få etableret et næsten unødvendig fyldigt persongalleri, men selve konflikten fylder minimalt og afvikles hurtigt og uden megen spænding og overraskelse. Indrømmet, jeg var faktisk lidt overrasket over, hvor kompliceret selve afviklingen var! Vi bliver altså både præsenteret for geografien på Skraldø, klunsernes historik, levevis, sproglige vendinger og særlige traditioner, imens handlingen halter lidt bagud. I starten af bogen sætter Pip sig for at finde en serveringsbakke, hun kan bruge til at kælke ned ad snebjergene på. Vi skal over halvvejs ind i bogen, før denne side-mission bliver fuldført, resten af tiden bruges på worldbuilding.

Med den rette formidler kan jeg sagtens se for mig, at Klunserne på Skraldø kan være en hyggelig og fin læseoplevelse. Der er mange billeder at gå på opdagelse i, og Lydia Corry har været god til at designe klunsernes arkitektur, indretning og tøj ud fra letgenkendeligt affald, som sikkert vil give mange børn lyst til at kaste sig ud i at bygge ting af genbrug, hvilket der også opfordres til på sidste side. De problemer, som Klunserne oplever ved, at vi mennesker smider affald i havet, bliver næsten udelukkende i bogens eget univers, og for mange inden for målgruppen vil det kræve en voksens hjælp at løfte problemstillingen ud af det fiktive og perspektivere klunsernes udfordringer til vores faktuelle virkelighed.

Sally Gardner og Lydia Corry har skrevet en hyggelig og fin historie om, hvordan vi menneskers forurening og udsmid har store konsekvenser for de små Klunsere på Skraldø. Tænk Folk og røvere i Kardemommeby til havs, skrevet af Shane Brox. Der bruges meget tid på at folde et større univers ud, og selve historien svinder lidt hen til fordel for et vældigt persongalleri, og så synes afviklingen af klimakset en smule kringlet. Bogen er velegnet til op- eller selvlæsning til de 5-8-årige, selvom en voksens hjælp vil være godt givet ud ift. fortællingens dagsorden.

Anmeldelsen er skrevet af Jeppe Due Barslund

Jeppe er uddannet folkeskolelærer og arbejder i indskolingen og på mellemtrinnet på Valhøj skole i Rødovre. På lærerseminariet læste Jeppe billedbogen 'Idiot!', der ændrede hans liv for bestandig. Dér gik det op for ham, hvad gode billedbøger faktisk kan, og siden har han endevendt alle hjørner og kringelkroge i dansk børne- og billedbogslitteratur for at udforske og dissekere hundrede- måske tusindevis af værker. Hvis du kalder Jeppe for autodidakt pseudo-ekspert, børnebogs-nørd eller forlibt billedbogs-romantiker, vil han nok smile stolt.