’Kong Knap og bamsens forsvundne øje’ er en klassisk Louis Jensen-bog, som man kender og som i hvert fald jeg elsker ham. Der er poesi og genreleg og humor, natur, der er en indre og ikke helt logisk logik, der er fugle og en klog pige.

Kort fortalt handler det om en stor troldeskat, der er blevet gemt og glemt i Norge. Og det er kun en bamse, hvis ene øje er blevet smidt væk, der kan huske hvor skatten er. Og bamsen kan hverken huske eller tale så længe hans ene øje er væk. Med andre ord: helt louisjensensk.

Det er Kong Knap, der finder bamsens forsvundne øje, og han tager ud for at finde ejerbamsen. På vejen møder kongen en vanvittig indbildsk og lumpen harekonge, et harekor der kommenterer hvad de ser i skøn trestemmig sang og en klog pige. Bamsen reddes og hele flokken tager på skattejagt skarpt forfulgt af 13 uhyggelige trolde – den ene større og end den anden.

Skattejagten får dem i nærkontakt med en drage, 25 artistmuldvarpe med 99 ben, en admiral med eget skib, en drillehjort og meget meget mere. Som jeg sagde: en klassisk Louis Jensen-historie.

Som sædvanlig låner Louis Jensen emner og stemninger, formler og figurer fra eventyrernes verden. Og som sædvanlig twister han de selv samme formler og figurer, så de bliver helt og aldeles hans egne.

Den kloge pige kan regne mange af de ting der sker i historien ud fordi hun netop kender en masse eventyr og fx ved at drager altid har et svagt punkt og ved at trolde er dumme men stædige.

Og der er myriader af ulogiske regler; som regel forfattet af den udspekulerede hare. Og der er næsten flere opståede situationer, der lykkeligvis redder vores venner i det helt rette og sidste øjeblik. Heldigt.

Fortælleren er hovedpersonen – og han driller

Det er en oplæsningsbog, hvor fortælleren er endog meget tydelig. Hele tiden kommer han med kommentarer til historien og til læseren fx Du husker sikkert godt og Så det behøver jeg ikke at fortælle dig.  Og tit og ofte afbryder han sig selv og historien, bare lige for at fortælle hvorfor Kong Knap hedder Kong Knap eller fordi han skal plukke jordbær eller måske er han bare træt.

Helt vidunderligt bliver det i kapitlet ’Et meget kort afsnit på kun sytten linjer’ der helt nøjagtigt fylder 46 linjer og afsluttes med den næsten ærgrende undskyldning ’Jeg havde ikke regnet med, at afsnittet blev så langt, ja, ikke mere end sytten linjer, men det er der ikke noget at gøre ved’.

Det kan man holde af eller lade være. Jeg elsker det.

Fortælleren er altså evigt drillende, upålidelig, ironisk, undrende. Og det gør at ’Kong Knap og bamsens forsvundne øje’ nok henvender sig til en ældre målgruppe end hvad trolde, drager, bamser og syngende harer egentlig lægger op til.

Men for katten hvor skal man bare igen lade sig rive med af Louis Jensens drillende genrelege; ’Kong Knap og bamsens forsvundne øje’ er en stor og spændende oplevelse.

Bogen er fint illustreret af Jensens egen datter: Line Wegger Jensen.

’Kong Knap og bamsens forsvundne øje’ er eventyroplæsning med en markant fortællerstemme, der hele tiden undrer sig og trækker tiden ud og driller og snyder. Historien er overraskende, velskrevet, poetisk og skæg, som Louis Jensen plejer at være. Det er klart at med en så anderledes og markant fortællestemme, der udfordrer genren at bogen og dens falbelader kommer til at henvende sig til en ældre målgruppe end historien lægger op til. Men afkoder man det, får man en stor og skæg oplevelse – også og især når fortællerstemmen snyder og lige skal ud plukke de sidste jordbær i stedet for at fortælle historien. Louis Jensen er bare god.

http://www.forfatterweb.dk/oversigt/jensenlouis
http://gyldendal.dk/louis-jensen