Med opbydelsen af mine sidste kræfter strækker jeg hals og ser mig over skulderen på jagt efter kameraer, på jagt efter verdens blik. Se mig, tigger jeg. Se, hvordan han lyver. Det strammer om kæben, jeg kniber øjnene sammen i et forsøg på at ligne noget, der forhåbentlig er billedet på ukuelighed, oprør og vrede. Jeg er Lynpigen. Jeg er et uvejr. Det føles som en løgn. Lynpigen er død.
Men det er det sidste, jeg må gøre for sagen og for de af mine nære og kære, som stadig er derude. De skal ikke se mig snuble i dette sidste øjeblik. Nej, jeg står fast. Og selv om jeg ikke aner hvordan, bliver jeg nødt til at kæmpe videre selv her i uhyrets mave.
Kong Maven har taget Mare Barrows til fange. Han har overtaget tronen efter broderen Cals fejlslagne forsøg på et oprør. Maven tager nu Mare med ud på en kroningsrejse gennem landet, mest af alt for at håne hende og alle de andre oprørere, og for at vise alle, at han har magten. Samtidig er han ude efter at skabe en alliance med Sølændingene ved at gifte sig med deres prinsesse. Cal og de andre oprørere i Den Højrøde Garde er samtidig på flugt og planlægger deres næste træk. Der er virkelig lagt op til krig – det virker nærmest uundgåeligt, uanset hvordan man som læser vender og drejer det.
“Kongens lænker” er tredje bog i serien om Mare Barrows. Som vanligt følger vi Mare, men derudover er nogle af kapitlerne i bogen fortalt fra Camerons og også Evangelines perspektiv. I starten forvirrede det mig lidt, fordi de to første bøger i serien udelukkende er fortalt fra Mares synsvinkel, men det giver faktisk et rigtig fint spil, at synsvinklen skifter bogen igennem. Desuden var det meget interessant at komme lidt ind under huden på Evangeline, som ellers har været en rigtig hadeperson for mig. Hun fik mere dybde i denne bog, især fordi man får indsigt i nogle af hendes bevæggrunde og i, hvorfor hun er, som hun er. Dog trækker perspektiv-skiftene bogen lidt i langdrag, idet man hele tiden skal høre den samme del af historien fra flere forskellige synsvinkler.
Det, der til gengæld trækker bogen op, og som også gjorde sig gældende i de forrige bøger i serien, er, at alle personerne har mange lag; ingen er udelukkende gode eller onde, og det gør personernes ageren mere troværdig.
I anden bog i serien, “Sværd af glas”, var jeg lidt skuffet over vores hovedperson, Mare. Hun blev portrætteret som værende følelseskold og kynisk, og romancen mellem hende og Cal var helt væk. Det ødelagde rigtig meget af historien for mig, og jeg blev derfor positivt overrasket, da jeg læste “Kongens lænker”. For her får man igen et mere sympatisk billede af Mare, og hendes komplicerede følelsesforhold til Cal og også broderen Maven får igen plads til at udfolde sig. Det klæder historien virkelig godt.
Jeg havde forstået, at serien om Mare skulle være en trilogi, og jeg blev derfor noget overrasket, da jeg fandt ud af, at historien ikke slutter med “Kongens lænker”, men at der kommer en fjerde bog. Og slutningen af “Kongens lænker” lægger virkelig op til et brag af en afslutning – en afslutning, jeg venter spændt på!
