Krigshemmeligheder – og andre små og store gemmelege

‣ Forfatter: Anders Johansen

‣ Forlag: Modtryk

‣ Udgivelsesår: 2017

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 186

‣ ISBN: 9788771468120

Ulven er vandret videre, på vej mod et andet centrum af samme udkant.
Her var der alligevel for meget uro. (s.185)

I sin nye ungdomsBOG ”Krigshemmeligheder – og andre små og store gemmelege” sender Anders Johansen læseren til byen Læ i Midtjylland: i centrum af det man andre steder kalder udkanten. (s.7) Eller cirka der hvor Ikast / Brande kommune ligger i det, vi kalder virkeligheden.

Det er igen barske sager Anders Johansen præsenterer sine læsere for i ‘Krigshemmeligheder.’

I sine tidligere værker, ‘Stjerneskælv’, ‘Tranedans’, ‘Hullet’ og ‘Noras ark’ har han i forfatterskabet udforsket de unges, alt andet end uproblematiske liv i udkanterne Vest- og Nordjylland, Færøerne og Sydslesvig. Psykisk sygdom, den unges søgen efter seksuel orientering, mobning, misbrug og selvskade er emner, der tidligere er blevet behandlet i disse romaner. Som læser er man således vant til, at det er væsentlige eksistentielle spørgsmål, der er på spil i forfattterskabet. Således også her.

‘Krigshemmeligheder’ kan læses på mange måder. Som en novellesamling man som læser kan plukke i. Men så taber man den sammenhæng der er indbygget mellem de enkelte fortællinger, deres personer og handling. Eller man kan læse bogen som en roman, et samlet værk, hvor læseren kan gå på opdagelse mellem de forskellige synsvinkler og perspektiver på de enkelte begivenheder, de enkelte personers syn på Læ og de unges forhold indbyrdes. Jeg anbefaler, at ‘Krigshemmeligheder’ læses på den sidste måde – og endog læser bogen to gange. Der er så meget der falder på plads under anden gennemlæsning – forudgreb i handlingen, personernes relationer, vildtkameraer og judasmårhundes betydning m.m..

I bogen præsenteres vi for 11 unge 9.klasses elever på Læ skole og får fortalt om de ting der optager dem, deres forhold på hjemmefronten og til livet i Læ, og så de hemmeligheder, de går og putter og kæmper med i hverdagen derhjemme og i skolen.

På trods af at byen hedder Læ, er byen et på alle måder stormomsust sted, hvor det på ingen måde er let at være ung – og slet ikke for tilflyttere som københavnerne Alexander og rigmandsdatteren Julie. Begge er de intelligente og gode i skolen, men har svært ved at falde til. Her er der mobbegaranti: Kan københavnere svømme? – I gylletanken forstås. En oplevelse der traumatiserede Alexander dybt efter at klassekammerater forsøgte at smide ham i i 8.kl.. Eller Julies kamp mod både sine klassekammerater og sin superkapitalistiske ”godsejer” og jagtgale far der modsat hende vil udrydde ulven.

Og i den anden ende af skalaen, Linda, hvis mor prostituerer sig med sine såkaldte ”venner”. Venner, der nu har fået øjnene op for Linda som seksualobjekt. Da Linda endelig møder både kærligheden og seksualiteten, kan hun ikke mere og må flygte både fra den og fra Daniel. Den fortælling lader Anders Johansen dog ende godt.

Ligeledes er der et glimt af humor over fortællingen ”Barely legal” hvor faderen udfritter Sebastian om hvem hans nye kæreste er og hvad hun hedder under en løbetur:

”Nå sønnike, ud med sproget, hvad hedder hun? Åh, la´ vær´, jeg er ikke blind. Det sidste halve år har du lignet en syg hund, og pludselig stråler du som en sol…”

Sebastian venter med at svare, til de er løbet over broen og nærmer sig bakken på den anden side. Opadbakken. Så siger han:

”Han går i 2.g og hedder Lucas.”

”Hvad…?!” Hans fars ansigt falder ligesom fra hinanden.

Den tragiske titelfortælling ”Krigshemmeligheder” er på alle måder den centrale i bogen. Den fylder med sine mere end 60 sider meget i bogen; men den er også i sin behandling af emnet om de hjemvendte krigsveteraner et særdeles væsentligt indlæg for at forstå, hvad der sker i hovedet på Mads storebror Michael efter at han er vendt hjem fra aktiv krigstjeneste. Ramt af PTSD kan han slet ikke være i sig selv eller i barndomshjemmet. Han roder sig ud i kriminalitet og ender med at flytte/flygte ud i skovene omkring Læ. Den eneste forbindelse til omverdenen foregår gennem Mads, der som mårhunden med senderen på ryggen ender med at blive et judasdyr, da militærpolitiet placerer en gps-tracker på hans knallert og på den måde finder fem til Michael. Undervejs bliver Julies far skudt og såret under en jagt på ulven, og Michael selv ender med at blive skudt og dræbt af politiet. Det er en dybt tragisk, gribende og basalt spændende fortælling Anders Johansen her har begået.

Bogen slutter på kirkegården til Michaels begravelse med en kort opsummerende status over hvor bogens personer nu befinder sig. Der er sket meget, og der sker meget, i unges liv mellem 8. og 9. klasse. Også ude på landet er der megen uro.

I et interview fortalte salig Agathe Christie engang, at hun aldrig blev inspireret af livet i storbyen; men når hun sad i et tog og kørte gennem et smukt landskab og så et lille idyllisk bondehus med stokroser op ad murene, så tænkte hun: Hvad foregår der her af uhyggelige sager. Så måtte Miss Marple på arbejde. Det er måske noget lignende der har inspireret Anders Johansen på sine ture ud i landet. Der er ikke længere så yndigt ude på landet.

‘Krigshemmeligheder’ anbefales varmt til selvlæsning, til undervisningen i dansk i udskolingen, både på grund af indholdet, kompositionen og Anders Johansens fornemme, letflydende dansk. Endelig anbefales den til de lærere og læsere der går og tror at livet er kedeligt og problemløst ude midt i Jylland. Her foregår akkurat ligeså meget, og det samme, som i København.

Hvad der gør bogen til noget særligt er den måde Anders Johansen inddrager lokalsamfundet og naturen på – den er bare er stor ude på heden. Og ulven er med, både bogstaveligt og som symbol. Rent symbolsk vælger den at vandre videre og ud af historien og Læ.

Anders Johansen
http://modtryk.dk

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.