Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi, der danner par både privat og kollegialt, har efterhånden udgivet et hav af tegneserier og billedbøger sammen – med stor succes. Tag bare den herlige billedbogserie om den kreative Jørgen Pingvin eller den multiprisvindende tegneserie om Mira. Især “Mira” er med rette blevet populær blandt snart alle, der har stiftet bekendtskab med serien, da den virkelig viser, hvor dygtig makkerparret er til at fortælle om børn og med en usædvanlig autenticitet sætte sig ind i børns sprog, væremåde, tanker og følelsesliv. Mira er en af de mest ægte og levende karakterer i nyere børnebøger, og Lemire og Bregnhøi vandt fortjent Orla-prisen i kategorien ’Den hovedperson, man ikke glemmer’ for Mira.

I deres nyeste skud på stammen, “Kurt er vist ikke helt død”, er det igen det gennemtroværdige indblik i børns tanker og følelser, der er motoren i fortællingen. Denne gang handler det om tab, sorg og accept. Deas hamster Kurt er død. Dét vil Dea dog ingenlunde høre tale om, selvom vennen Svend (der måske kom til at køre Kurt over med sin mountainbike!) nænsomt forsøger at få hende til at indse, at Kurt jo nok faktisk er helt død.

“Han bevægede sig.

Det tror jeg altså ikke.

Poten gjorde lige sådan her.

Den der?

Nej, bagpoten.

Det ville den ikke engang gøre, hvis han var levende.

Kurt ville.”

Historien starter med, at de to venner går ind på en kirkegård med Kurt i en skotøjsæske. Dea insisterer hele tiden på, at Kurt bevæger sig; at han bare er træt og at det i øvrigt er klart, at han er lidt flad i det – hvem ville ikke være det efter at være blevet kørt over af en cykel?! Men pludselig tager historien en uventet drejning, da en død mand ved navn Kurt rejser sig fra sin grav. Måske er han en slags zombie, måske er han selve Døden i egen høje person, eller måske er han bare en afdød, der tilfældigvis også hedder Kurt. Kedelig er han i hvert fald ikke! En flamboyant playboy, der levede livet fuldt ud og nok var lidt af en sjuft, men som i efterlivet har en masse fortællinger at dele ud af og som giver de to børn en masse nye perspektiver og tanker, både ift. hamsteren Kurt og kæledyr generelt, men også om deres eget liv og deres egne drømme.

“Kurt er vist ikke helt død” blev oprindeligt skrevet som et teaterstykke, hvilket fornemmes i den udelukkende dialogdrevne tegneserie. Og hold nu op, hvor er den sjovt skrevet! Den starter jordnær og realistisk, tager en drejning og bliver overnaturlig og skrupskør. Derfra ændrer den stemning og bliver overraskende filosofisk, og tager afsluttende en hylende morsom slutspurt. Omdrejningspunktet er kæledyret, der er gået bort og den svære afsked. Børn, der har været igennem denne sorg eller står overfor den, vil med sikkerhed finde trøst og glæde i dette lille kirkegårds-kammerspil, der følelses- og stemningsmæssigt er perfekt afmålt. Det er sensitivt uden at svælge i det, og så er det afsindig morsomt uden at være usentimentalt overfor emnet. Jeg er overbevist om, at alle – bortgangen kæledyr eller ej – vil få en masse ud af tegneseriens åbenlyse kvaliteter.

Sabine Lemires dialog slår gnister hele vejen igennem og man ved, at man er i de bedste hænder, når man bladrer sig igennem Rasmus Bregnhøis karakteristiske og udtryksfulde streg. Og nå ja, så er det ret beset et manuskript, der er klart til at blive overført 1:1 til den næste skolekomedie på mellemtrinnet – det sikre valg, hvis du vil have høje grin i salen og samtidig give publikum noget at tænke over på vej hjem.

“Kurt er vist ikke helt død” er et lige dele rørende, komisk og tankevækkende tegneserie-kammerspil om at miste sit kæledyr – men også om selve livet og meget andet mellem himmel og jord. En forholdsvist hurtigt læst tegneserie, der bliver ved én længe efter. Om Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi vinder prisen igen, vides ikke, men det er ikke en bog man lige glemmer.