Måske husker ældre læsere ”Guldromanen”, ”Novellebladet” eller ”Lægeromanen” fra deres halvfjerdserungdom. Man kan gense disse uforglemmelige litterære værker, hvis man besøger 1970’eropgangen i Den gamle By i Århus. Guldromanen havde en klar berettermodel, der var gode og onde, og de onde røg ud i kulden og de gode fik kærlighed og karriere og kernefamilie. Sådan var det, og sådan er det i ”Kys mig langsomt”.
Et citat fra bogen: Da Erin og jeg stillede os i kø hos Starbucks, kunne jeg ikke få øje på Lucas. “Pis.” Hun strakte hals for at sikre sig, at han heller ikke stod bag disken. “Han var her sidste mandag, ikke?” Jeg trak på skuldrene “Jo, men han har sikkert alle mulige forskellige vagter?” Hun gav mig en albue i siden “Ikke så forskellige endda. Det er da ham, ikke?”
Han trådte ind ad en bagdør med en sæk kaffe. Min fysiske reaktion var foruroligende. Det var, som om jeg krøllede helt sammen indvendig bare ved synet, og når jeg krøllede ud igen, så startede det hele brutalt forfra – mit hjerte galoperede afsted, mine lunger flåede luft ind, min hjerne kværnede løs.
Der er ”telling” fremfor ”showing”, der er en Beverly-Dylan-figur, der hedder Lucas, der er en Jackeline, der er blevet dumpet af hjemme-kæresten Kennedy og nu ser hun så Lucas, en overscoring i hendes verden. Hun får lektiehjælp af en tutor, hun går til forelæsninger, hun får en bøsseven, hun har veninder der altid er der for hende, hun drikker kaffe hos Lucas på hans kaffebar, hun bliver næsten voldtaget, hun går til selvforsvar, hun …. Ja, det tager jo 369 sider, før hun endelig får såvel Lucas som historien om hans fortid.
Jamen, – så mange sider. Guldromanerne var kun på 72 sider. ”Kys mig langsomt” ender så rosenrødt, at det kun glæder mig, at det er en del af en hjerteserie. Det burde det også være. Det er i hvert fald ikke en realistisk ungdomsroman. Den er amerikansk som Beverly Hills, og det kan jo være fint nok, når man er ung og gerne vil læse ”Mest om kærlighed, men også om alt det andet, der får hjertet til at slå lidt hurtigere og gør livet lidt mere besværligt og dejligt” som der står på bagsiden.
Amerikanske kærlighedsbøger skal man tage sig i agt for, – medmindre man har god tid og hang til tårer og elsker gode problemløse slutninger.
