Peter var min bedste ven, og måske, men det vidste jeg ikke dengang, var jeg en smule forelsket i ham, ligesom Margit. Altså ikke sådan Homo. Det var ikke det. Jeg havde jo Linda, som jeg ikke havde, men jeg var glad for ham. Så meget at jeg faktisk var parat til hvad som helst, hvis ellers Peter fik en idé.

Det er en særlig udgivelse, der gemmer sig bag den meget rutinerede Louis Jensen’s ”Lakridsmanden”. Bogen er en aktivitetsbog, der først bør hoppes, løbes og læres og dernæst læses. Som sådan er det altså ikke en ”bog-bog”, men en ”bevægelses-bog”.

Her anmeldes den del af bogen, der er en ”rigtig” bog. Vil man vide mere om ”Lakridsmanden” og hopspots, kan man læse løs på hopspots hjemmeside.

“Lakridsmanden” er fyldt med gode bemærkninger om drenge og drenges syn på verden:

Jeg ved godt, at jeg ikke er verdens modigste dreng. Det er Peter sådan set heller ikke. Han tænker sig bare ikke om. Det gør jeg.

Bogens fortæller er vildt forelsket i Linda, og det går ikke så godt:

Og alligevel. Er det ikke bedre, at jeg fik Linda? Jørgen spiller jo fodbold hele tiden. Har han overhovedet tid til Linda?

Hele historien om Lakridsmanden bliver noget uoverskuelig for fortælleren, og på et råd fra skolekammeraten Simone, skriver han til en forfatter for at få hjælp:

Kære forfatter, jeg er gået i stå, kan ikke finde på en rigtig god slutning. Jeg håber, du kan hjælpe mig, det siger vores skolebibliotekar. Jeg leder efter en slutning, hvor drengen kommer tilbage. Sådan skal historien ende, men hvordan bærer jeg mig ad?
Med venlig hilsen.

Fortælleren får et svar fra forfatteren, og nok er svaret meget konservativt: (find på noget andet at skrive om!, foreslår han), men det giver en fin metatekst, der lægger en ramme om bogens fortælling.

Selve fortællingen tager afsæt i seks lykkeposer, der sælges fra byens slikbutik. Poserne indeholder seks dele af en lakridsmand, og det er et puslespil at samle manden, da Peter og jeg-fortælleren blot har købt to poser. Omkring lakridsmanden udspiller der sig nu en række dramatiske episoder, der hænger sammen i en ret tynd tråd. Det er svært at holde interessen fanget, der er ikke mange spændingshøjdepunkter, og der er megen samtale og mange bipersoner, der ikke altid bidrager til ”enhed, kompleksitet og intensitet” i bogen.

Illustrationerne i bogen skal have ros. De er sorte og hvide i silhuet. Skarpt tegnede. Smukke.

Verbalteksten er ikke så skarp. Således som handlingen bliver uoverskuelig for fortælleren, bliver handlingen også uigennemskuelig og en anelse uinteressant for læseren.

Louis Jensen
Mikkel Maltesen
Hopspots