”Dag for dag voksede alle haletudserne. De fik bagben og derefter forben. De fik svømmehud mellem tæerne. Deres ben blev længere. Deres ben blev stærkere. Når de strakte deres fire ben, så meget som de overhovedet kunne, fik de lyst til at hoppe ud af dammen. De skyndte sig gennem det lave vand, hurtigere end du og jeg kan blinke med øjnene. Sus – spræl – brus – brus – spræl – sus. Deres haler blev mindre og
mindre, indtil de ikke længere havde nogen. ”Vi har ikke nogen hale! Vi har ikke nogen hale!” jublede de. Alle undtagen Myr.”

I Lille Myr følger vi den lille haletudse, Lille Myr, den mindste i søskendeflokken af haletudser i dammen. Alle hendes søskende er meget hurtigere, meget større og udvikler sig meget hurtigere end hun gør. Pludselig begynder hendes søskende at forsvinde lidt efter lidt. Lille Myr er frygteligt bange for, at det er dammens forfærdeligt uhyggelige fisk Gavflab, der har taget dem. Men måske er der en anden grund til at hendes søskende forsvinder?

Benji Davies kreerer generelt bare lækre børnebøger. Han er ofte selv både forfatter og illustrator på bøgerne, hvilket også er tilfældet med Lille Myr. Helt personligt faldt jeg første gang over Benji Davies’ forfatterskab, da jeg læste Stormhvalen, som også bare er helt fantastisk. Han arbejder altid med smukke farver og klare, tydelige billeder i sine illustrationer, og ud over at det er illustrationer der fænger hos de allerfleste børn, er de også bare rigtig lækre at se på som voksen læser. Og haletudsen Lille Myr er simpelthen bare nuttet at se på med sine kæmpestore gule øjne.

Noget af det Benji Davies formår i mange af sine billedbøger, er at tage forholdsvis enkle handlinger, men omsætte dem til historier der bare fungerer, netop fordi de er så enkle. Det er en ellers utroligt svær balancegang, Benji Davies formår at fuldende. Lille Myr er en skøn historie om at udvikle sig og om at være anderledes, men stadig være lige så god som alle andre.