Kulturforskelle i børnelitteratur er en pudsig størrelse. De er ikke beskrevet præcist ret mange steder, hvilket kan skyldes, at det er svært at definere de små forskelle, der rent faktisk er at finde alene inden for europæisk børnelitteratur. Af samme grund er det også svært at pege helt nøjagtigt på, hvad det er i Rémi Courgeons ”Lille Pil”, der gør, at den skiller sig ud i mængden. For det gør den.
Lille Pil er ene pige sammen med sin far og tre store brødre. Hendes mor er formentlig gået bort, for hun dukker kun op på et foto, som end ikke læseren får at se. I det daglige står Lille Pil for alt det huslige. Hun er for lille til at tæve sine brødre, der kun går op i egne interesser, og hendes far kører taxa ti timer hver nat. Vi får antydet, at familien er kommet til Europa fra Rusland, hvor faren var minearbejder.
Lille Pil er musikalsk og spiller klaver, men da hun gerne vil kunne klare sig bedre mod sine brødre, begynder hun at gå til boksning, og det viser sig, at hun er meget talentfuld. Hun har en hård lige venstre. Spørgsmålet er, om boksesporten er det rigtige valg for en pige som Lille Pil. En enkelt episode får hende til at træffe et afgørende valg.
Rémi Courgeon har både skrevet og illustreret bogen. Han har mere end 20 børnebøger bag sig, og med ”Lille Pil” bringer han det selvstændige og stærke barn i fokus. Hermed holder han fast i en fortsat tendens i børnelitteraturen, hvor verden ses i børneperspektiv. De voksne er fraværende, og børnene må træffe deres egne valg og tro på egen formåen. Det viser sig imidlertid, at Lille Pil ikke er helt så alene i verden, som hun selv tror. Hendes familie er hos hende, når det virkelig gælder, og det giver hende modet til at tage sin tilværelse i egen hånd. Gid mange børn må drage sig den erfaring.
Courgeon viser en fin fornemmelse for fortælling. Selve historien er enkel, men den indeholder en originalitet i Lille Pils baggrundshistorie. Denne udpensles ikke, men antydes subtilt, og vi får et billede af et barn, der skal skabe et ståsted for sig selv. På sidste opslag får læseren desuden et kort indblik i Lille Pils fremtid, som tegner sig lys. Fortiden bliver dog ikke glemt, for den har gjort hende til den, hun bliver.
Billedbogen som medie udnyttes til fulde, når Courgeon lader billedsiden supplere teksten. Det er illustrationerne, der giver os det virkelige indblik i Lille Pils liv. Nogle viser konkrete episoder, mens andre får en lyrisk, meddigtende virkning i historien. Læg også mærke til sammenhængen mellem illustration og de enkelte opslags begyndelsesbogstav. Godt tænkt.
Bogens forside viser et barn, der har paraderne oppe, men efterhånden lærer, at det ikke altid er nødvendigt. De kan lejlighedsvist godt sænkes en anelse, hvilket også er nødvendigt, hvis man vil spille klaver. Eller som Lille Pil siger: ”…hænder er skabt til at åbne sig og fingre til at danse.”
”Lille Pil” er som en fransk kortfilm. Der er noget Claude Berri over den måde, hvorpå Courgeon tegner et kort, psykologisk portræt af en lille pige, der gennem indre styrke og et latent familiesammenhold skaber sine egne muligheder og sin egen lykke. Vi ser det udefra i glimt, men må i sidste ende selv samle brikkerne i en gribende og rørende fortælling, som man ikke glemmer lige med det samme. Bogen kan og skal anbefales.
“Lille Pil” skal formidles med omhu. Den skal finde den rette læser. Forlaget anbefaler læsere fra 6 år. Det er ungt, selv om mindre børn sagtens kan nyde illustrationer og historie. Mit bud på en målgruppe er eleverne i sidste del af mellemtrinet eller udskolingen. Her kunne bogen indgå som værk i et billedbogsforløb, men for så vidt også bruges som fordybelsestekst i niende klasse i et tema om identitet og billedfortælling. Bogen bør desuden findes ude på bibliotekerne, så de lidt ældre børnelæsere kan lære Lille Pil at kende, for det er et meget interessant og samtidig lærerigt bekendtskab.
