Bagsiden på ”Lola og spejlene” dækker fint indholdet. Her står et citat fra bogen, der markerer de mange tematikker: “Bedste veninde … Lola vrængede de to ord for sig selv, mens hun traskede af sted med blikket rettet ned i fliserne. Hun kunne ikke undvære Laura. De skulle blive gode venner igen. Men hvordan? Laura var blevet overfaldet. Lola fik tårer i øjnene og sparkede til et tomt papbæger. Bare det ikke var for slemt, det, der var sket med hende. Bare han ikke havde voldtaget hende.”
Bogen er nummer tre i serien (og det er den sidste), og man bør læse de to foregående: ”Lola og Retfærdighedens Bog” og ”Lola og kalejdoskopet”. I disse to bøger optræder nogle af de personer, der refereres til i denne nummer tre, men har man ikke læst forløberne, så er der på side 287 en kort oversigt over, hvem Camilla, Gangsta Gals, og Fine-Trine er.
”Lola og spejlene” tager venskab, kammeratskab, kærlighed og forelskelse op som de store temaer, de 13-14-årige hovedpersoner er optaget af. Konflikterne bliver så leveret i form af plastikkirurgi og moderæs, jalousi og forsmået kærlighed og ikke mindst den indre og den ydre selvtillid og selvværd.
De sidste sider i bogen er en ordbog og et leksikon, hvor man kan finde forklaringer på ”hipster”, ”first-movers” og ”gravitation”. Her kan man også finde oversættelser af spanske og kitubanske ord som ”mierda” (spansk og betyder lort) og ”mudumu” (kituba for giftslange), ”oony” (mbdau – sprog og betyder pige eller dreng, der har været gennem pubertetsritualer) og ”ngo” (kituba for en leopard). Så ved man det. Det fungerer fint.
Virkeligheden og realismen får et bid af vampyrserierne, der er overvågning fra big-brother og spejlreflekser, og der er en spåkone, der varsler den uundgåelige handling. Balancen mellem realplan og det mere ”fantasy-science-fiction-prægede” er glimrende, selv for denne læser, der oftest keder sig i selskab med for mange vampyrer. Her bliver alt holdt i fin snor af Janne Hejgaards medrivende og troværdige sprog.
De første tre kapitler kan læses her:
