”Først da så hun ham.
Hver morgen med forundring, som om hun hver nat glemte, at han var der.
De to og Hund. Mormor og han og Hund.
Andre var der ikke tilbage.” (s.7)
Man begraver de døde er en smuk, stærk og barsk fortælling om en dreng i dyb eksistentiel krise fortalt i billeder og ord af Dorte Karrebæk.
Sammen med Ole Dalgaard (Oscar K.) og alene har hun skrevet og illustreret en lang række grænsebrydende, tabubrydende og kunstnerisk grænseflyttende billedlitterære værker.
I Man begraver de døde er hun tilbage i de kuldslåede beskrivelser af den barndom, man ikke ønsker for nogen. For blot at nævne to af hendes og Oscar K.´s (Ole Dalgaard) grænsebrydende værker, der tager fat om netop dét: Idiot (2009) og Lejren (2011). Begge omdiskuterede værker der udforsker en eksistentielt kriseramt barndom. Et tema, Dorte Karrebæk her i Man begraver de døde igen udforsker.
I hendes let genkendelige streg og i et prægnant dansk føres vi gennem fortællingen om en lille dreng, der kæmper med sorgen over sin døde mor og en følelse af stor ensomhed og forladthed i livet med sin lille hund hos mormor. En mormor der dør under en tur til stranden.
”Og han ved hvordan. Han tager sin skovl og få en fornemmelse af alvor. Af at han er voksen. At han ved mere end andre drenge i hele verden. At han nu er med i det store ingenting, som er alt. Hund er der også, han og hund. Men så brister tanken.
Forsvinder sammen med det sand, han dækker mormor med. Nu, hun er væk, kommer han i tvivl. Hund kan ikke hjælpe ham, men det er jo sådan, man gør. Begraver.
Bagefter. Hvad gør man bagefter? Der er langt hjem, og mormor kan ikke komme med.” (s.47).
Man begraver de døde er bygget op, så selve introduktionen til fortællingen udelukkende fortælles i billeder. Vi er med Dreng, Hund og Mormor ude ved morens grav.
På samme måde er slutningen udelukkende fortalt i billeder af Hund og drengen på tur ud til morens grav, efter at de to er blevet fundet af fremmede, der i et smukt opslag fortæller om, da de endelig bliver fundet og taget hånd om.
Som det sig hør og bør i K. E. Løgstrups forståelse, ender den stærke fortælling om en eksistentiel krise med, at der er håb på den anden side af bogens omslag.
Dorte Karrebæk er med mere end 260 bogudgivelser bag sig en af de mest produktive og innovative danske illustratorer og billedbogsmagere gennem tiden. Hun er arvtager efter billedfortællere som Ib Spang Olsen og Svend Otto S., og hun har været med til at uddanne og danne skole for nye generationer af illustratorer. Man begraver de døde føjer sig ind i denne perlerække af udgivelser.
I Man begraver de døde viser Dorte Karrebæk den fortællekunst, hun mestrer, og som hun har demonstreret i en lang række værker; men også sine evner som illustrator med indfølte, ekspressive og stærke billeder.
I skolen kan værket læses, undersøges, analyseres og fortolkes i de ældste klasser, og fortællingen kan fint indgå i en forfatter- / illustratorskabslæsning. Fortællingen er herligt fri for løftede pegefingre, hvilket giver plads for læserens egen oplevelse af teksten. Man begraver de døde er en god fortælling, kort, poetisk og præcist fortalt i tekst og billeder med stor indlevelse.
Læseprøve på Man begraver de døde
