Jeg følger et optog af klovne i en mennesketom by.
Vi larmer gennem natten til dagen begynder på ny.
Ikke sandt, det lyder jo da ganske tilforladeligt. Men det er fordi man ikke kan se illustrationerne, og uden dem var denne bog ingenting. Desuden er klovnerne jo ikke klovner, som dem vi ser i cirkus – næh, nej så langt fra. De er monstre og andet uhyrligt, som hører natten til, hvorfor de da også kun larmer til daggry. Og hvem larmer de for? For ingen – ud over jeg-personen, der følger dem, og som til forveksling ligner en lille uskyldsren dreng med stor sweater og tophue.
Uha for en gyser af en rimet bog. Vi ved jo nok, hvad stof John Kenn Mortensens kunst er gjort af, og man må love for, at der her gyses godt igennem. Vurderet på denne bog alene kan man måske lidt flot sige, at John Kenn Mortensen er for gyset og rædslen, hvad Storm P. var for hyggen og humoren i sine fluer. Som disse består John Kenn Mortensens bogopslag af en tegning over hele opslaget og så en rimet tekst.
Men her holder ligheden også op, for John Kenn Mortensens tekster kan ikke stå alene, men må have illustrationerne med, i modsætning til Storm P.s, hvor teksterne faktisk for manges vedkommende kan stå alene.
Bogen har en rammefortælling, hvor man ser et øde hus. Til huset kommer først to personer. Den bageste og højeste bærer på et gevær, mens den forreste slår på tromme og har et stearinlys på hovedet. Efter disse dukker nu en monsterhøj skikkelse op. Han sniger sig ind i det mørke hus og kommer lidt senere ud med en seng på ryggen. I sengen befinder sig et sovende barn, og ved hver af de fire sengestolper er der et tændt stearinlys. De går nu alle tre. Men i slutningen dukker de tre nu op igen fulgt af spøgelser der svæver hen over jorden med hver stearinlys tændt og en anti-luciabrud til at føre dem, og de går til kirkegården, hvor barnet nu viser at være en dreng, der bliver levende begravet. Og imellem finder vi så alle de 34 mareridt fulde af gys og rim.
Det kræver gode nerver at stå denne bog (godt jeg ikke var redaktør på den!) igennem. Men er man til John Kenn Mortensen, og det er der heldigvis mange, der er, er den bestemt et must.
Den bør absolut stå på det pædagogiske læringscenter til selvlæsning. Og måske ”kun” udleveres til elever, der kan stå for mosten.
John Kenn Mortensen har en helt særlig streg. Han er en djævleblændt dygtig tegner. Tak for hver en streg.
Og så lige en forbrugeroplysning – sørg for at der er godt lys der, hvor du læser bogen, for selv i de mørkeste partier af tegningerne kan der være uhygge på færde!
