”Maries familie var stor. Hun havde seks søstre og en bror og en far og en mor. De elskede
hinanden, men der var brug for megen mad, for at alle kunne blive mætte. Så Marie og hendes
søskende var nødt til at hjælpe til i marken. De høstede roer, og det var hårdt arbejde. Solens varme
stråler fik sveden til at løbe ned ad Maries pande.”
Det er Marie Hammer, der fortælles om i denne bog i serien Videnskabens stjerner. Der er indtil
nu fire bøger i serien. Der er bøger om henholdsvis Inge Lehmann, Niels Bohr, Tycho Brahe og nu Marie
Hammer. Kender man ikke til Marie Hammers forskning, så kan man læse voksenbogen af Eva
Tind: Kvinden der samlede verden. Det er den lange roman om Marie Hammers liv og forskning.
Her i Marie Hammer og mosmiderne skrives et langt liv (Marie Hammer blev født i 1907 og døde i 2002)
på blot 44 sider. Det er en opgave, hvor der naturligvis må være mange fravalg. Illustrationerne af
Julie Østergaard er dog så fyldt med fortælling, at man får et blik ind i et forskerliv.
Mosmider er nogle meget små insekter. De er under en millimeter store og kan kun betragtes
gennem et mikroskop. De lever i skovbunden, og de bevæger sig ikke meget gennem livet. Derfor
var det en fantastisk opdagelse, Marie gjorde, da hun kunne finde mosmider på alle kontinenter.
Hun var i Island, på Grønland, Canada, Sydamerika, Asien, Australien og New Zealand. Overalt tog
hun mange prøver af skovbunden eller mosens vækstlag, og hun kunne konkludere, at engang var
hele verden samlet. Senere skiltet verden i store tektoniske plader og kontinenterne drev fra
hinanden. Ganske langsomt, og med mosmider i jordbunden.
Marie Hammer var en kvinde, der var langt forud for sin tid. Hun fik børn og et familieliv, men hun fik også en forskerkarriere,
der var strålende, men også en karriere, der var præget af datidens syn på kvindelige forskere. Hun var den første kvinde, der var med på en Knud-Rasmussen-Grønlands-ekspedition. Hun rejste ene kvinde i Canada og Arktis, hun forskede om aftenen, når børnene var lagt i seng, og hun kæmpede for at få anerkendelse i et mandsdomineret forskermiljø. Hele kønsproblematikken skrives der ikke
om i Marie Hammer og mosmiderne. Det er helt fint, det er vigtigt at give børn rollemodeller, der viser, at
kvindelige foskere kan klare sig: ”Marie arbejde hele sit liv for at finde mosmider, og hun elskede
dem, som var de hendes børn. Men Marie fik også sine egne børn. Hvis man talte alle mosmiderne
med, havde hun verdens største familie.”
De første 30 sider er fortællingen i tekst og billeder om Marie Hammers barndom og voksenliv. De
sidste 12 sider er faktaoplysninger om mosmider, om kontinentalplader, jordskælv og jordens store
puslespil. Det er videnskab for børn, og det er også ny viden for mange voksne.
