Melodi åbner døren og går ud i den voldsomme regn. Hun hører vandet tromme mod hætten på sit hoved. Hun hører dråberne, der rammer asfalten omkring sig, og hun mærker, hun bliver varm om hjertet, for noget, der sad forkert, er nu faldet på plads.
Vi følger pigen Melodi, som en dag opdager en glemt gul regnfrakke, der hænger uden for et klasseværelse på hendes skole. Flere af pigerne prøver regnfrakken, men ingen af dem kan passe den. Melodi tør ikke helt prøve frakken ligesom de andre, for hvad nu hvis den ikke passer og de andre griner af hende?
Da hun endelig får taget mod til sig og vil prøve frakken, er den pludselig væk. Hun leder overalt på skolen, og pedellen viser hende ned til de mange rum i kælderen med glemte ting af alle mulige slags – og dér er den gule regnfrakke. Melodi tager den på, men den er alt for stor, og veninden Aicha griner af hende. Melodi bliver så flov og vred, at hun tager Aichas elektroniske hund, lægger den i frakken og gemmer den væk i et hjørne.
Næste dag regner det, da skolen er slut, og de skal hjem. Alle de andre bliver rigtig våde, og Melodi skal lige til at gå ud i regnen, da hun kommer i tanke om regnfrakken, der stadig hænger på knagerækken. Hun tager den elektroniske hund op af lommen på den og sætter hunden på Aichas plads, og da hun tager frakken på, passer den pludselig – den sidder faktisk helt som den skal.
Jeg er ikke ret vild med bogen. Den har helt klart nogle gode pointer om selvværd og om at være tro mod sig selv, men jeg synes den kræver rigtig meget formidling, hvis man skal få det barn, der læses højt for, til at fange den dimension af historien.
Lillian Brøgger har stået for de rigtig fine illustrationer med sin sædvanlige skæve streg og de kraftige mønstre og former på siderne i bogen. Især ansigtsudtryk har hun fanget supergodt, og hendes illustrationer er helt klart med til at bære historien.
Den første bog om pigen Melodi, ”Melodi og kuglerne” er tidligere anmeldt her på siden.
http://www.lilianbroegger.dk/
