Mestertyven Vips – Det forbandede totem

‣ Forfatter: LG Jensen

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2012

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 219

‣ ISBN: 97887021602

Karoline, som af venner kaldes Vips, er 13 år og bor alene sammen med sin far.

Karoline har tre markante personlighedstræk; hun har en udpræget grad af frihedstrang, en fingerfærdighed, der gør hende eminent til at stjæle og et næsten flyvende talent for parkour. Og det bedste Vips ved, er at løbe hen over Nørrebros tage og føle at hun flyver.

Ved et tilfælde får Vips fat i et ældgammelt og muligvis forbandet indiansk totem – en Wendigo. Totemmet har måske helbredende kræfter – og en mulig uheldig bivirkning at folk der kommer i nærheden af det kan blive kannibaler.

I hvert fald er der mange der vil have fingre i den mytiske træfigur; og Vips bliver jagtet af politi, en mystisk efterretningstjeneste og skruppelløse norske rockere.

Det forbandede totem er første bind i serien om den fingerfærdige og rapfodede mestertyv Karoline. Tempoet er højt. Vips er en charmerende figur med et særligt talent og hjertet på rette sted; og hun er i kamp mod lumpne voksne og mysterier. Alt i alt en klassisk børnethriller. Det fungerer fint og er på sin egen lidt rodede og kaotiske måde underholdende.

Den egner sig fint til frilæsning fra 5. klasse; og man kan med fordel kaste sig ud i glæden ved den grafiske leg, når LG Jensen med næsten figurdigt-agtige opslag viser Vips’ glæde ved Nørrebro og ved at flyve. Det er megafedt.

Hun fløj på rent instinkt.

Fornemmede alt omkring sig:

     bygningerne

               jorden

                                 vinden

                                                isen

            det ulmende uvejr i luften

                                tomrummet mellem

                                                  krop

                                                                 og

 

                                                                                       asfalt.

 

Første bog i serien om den 13-årige Vips, der både er hurtig på fødder og fingre, hvilket gør hende til et naturtalent, når det drejer sig om tyveri og parkour. Selve historien om det forbandede totem er på sin egen rodede facon tempofyldt og underholdende. Egner sig fint til frilæsning.

Anmeldelsen er skrevet af Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.