Min søster var et nummer. Og et blåt kryds. Mere var hun ikke. For så var hun der heller ikke. Det gjaldt nemlig for Københavns kommune om at få min søster videre i teksten. Hun skulle flyttes til en anden kommune. Helst ikke en i Københavns omegn. Der var masser af plads til sådan en som min søster i Jylland (s. 107).
Mig og min søster er en fin både alvorlig og humoristisk autofiktiv lille episodefortælling om Tomas selv, hans søster, lillebror og far og mor og resten af familien og den måde, de tackler den stakkels søster på. Søsteren er et vidunder af en romankarakter, men sikkert en vanskeligt håndterbar størrelse i det virkelige liv, sådan som vi kender det fra andre børneromankarakterer, fx Buster og måske Emil og Pippi.
Hvad fejler hun, søsteren? Vi ved det ikke, får det ikke at vide. Romanens første ord lyder således: Der er en dreng på Amager, som får en lillesøster med et kryds på kinden. Krydset er blåt og smager af kuglepen, når man slikker på det. Lillesøsteren er en ordentlig basse, siger man og griner, når hun triller rund på gulvet med sine arme og ben. Og krydset på kinden (s. 6).
Krydset er som et Kainsmærke. Der er noget galt her. Og det er dette gale, vi skal høre om …
Søsterportrættet er meget fint og følsomt udført; samtidig med at vi forstår den psykiske ustabilitet, der præger hende, hendes stålsatte stejlhed over for pludselige grådanfald, hendes uforgængelige tro på egen ret over for en komplet uvidenhed, hendes styrke over for hendes sårbarhed. Og alligevel er det alt sammen skrevet i solidaritet og kærlighed og – som der står på bogens bagside – på godt og ondt.
Det er hele tiden fornemmelsen, at der er endog rigtig meget galt med søsteren, selv hun om sandelig er frisk og frejdig nok – men altså med sine brist. Fx er man nødt til at sætte lås på køleskabet, ellers spiser hun alt, hvad der er af spiseligt i det. Og hun elsker ikke mindst fast food. Pommes Frites er det allerbedste, og da Tomas på et tidspunkt er indlagt på hospitalet, så siger hun til lægen: Ingen bliver raske, hvis de ikke får McDonald’s! (s. 134).
Men tillige hermed er bogen et portræt af fortælleren selv, af drengen Tomas, der allerede her som 12 årig røber, hvad der siden bliver af ham som voksen, både blikket og talentet for historierne og beskrivelsen af udviklingen af den seksuelle orientering, der siden skal blive den voksne Tomas’. Godt der dengang var en Steven Carrington, som han kunne kaste sit forelskede blik på. Og hvad mener man om en knægt, der vil være Anne Marie Helger, når han bliver stor?
Tomas vokser op i en arbejderfamilie på Reberbanegade på Amager i midten af 80’erne. Forældrene er ærkekommunister, og positive ord og navne er hos dem fx Gunna Starck (som dengang var en stærk venstresocialistkvinde og VS borgmester i Københavns kommune) og maleren og filmmanden Erik Clausen. Men søsterens helt store helte er Keld og Hilda (Jeg hader historier, der ikke ender med noget Keld og Hilda til sidst, siger hun fx (s. 66)). Og til Jul ved hun ikke noget bedre end Otto Brandenburgs Søren Banjomus.
Men ellers er det sådan, at søsterens logik gang på gang spiller hende et puds. Fx spørger hun: Hvorfor er det lige, at en fjer bliver til syv høns? Da far slår det hen, går hun helt konkret til værks, da de senere går ned i hønsehuset for at se, om hønsene har lagt æg. Søsteren klapper hønsene bagi så æggene smadrer. Derefter går hun ind på sit værelse og klipper sin dyne i tusindvis af stumper, for det skal nu engang blive sådan, at den fjer bliver til de syv høns.
Undervejs undrer man sig som læser over, at familien har så megen styrke, at den kan holde sammen. Og langt hen ad vejen lykkes det, selv om det ikke er lutter idyl alt sammen. Men da søsteren imod fortællingens afslutning optages på højskole som niårig, så går gassen af ballonen. Tomas Lagermand Lundme skriver det på denne rørende måde: Mor og far blev til mor og far, da min søster blev optaget på højskole.(s. 137)
Jamen, kunne man spørge, hvad er der da galt i det? Alle børn siger mor og far om deres forældre. Ja, men det gør Tomas i denne familie ikke. Han har hele fortællingen igennem kaldt sine forældre min far og min mor, altså med det possessive pronomen foran far og mor – ikke bare én, men hver gang. Pludselig forsvinder min og dermed vises forandringen – næsten umærkeligt.
Tomas Lagermand Lundme (1973) har efterhånden skrevet sig til en solid position i den danske børnelitterære verden. Ud over flere teaterstykker det det blevet til adskillige både voksen-, børne-, og billedbøger.
Jenz Koudahl groteske illustrationer, som er et mix af fotografier og pastelfarvede figurer passer fint ind i fortællingens sammenhæng. Illustrationerne er sat både før og efter kapitlerne, og motivet er hver gang en central situation fra hhv. det foregående og det kommende kapitel.
Mig og min søster vil være velegnet til højtlæsning for elever i tredje-femte klasse. De vil få sig en god oplevelse. Og så er der gode muligheder for at få en samtale med eleverne og tidsbilledet i 1980’erne i forhold til vilkårene her i 2010’erne
