Hvad stiller man op, når ens mor er god til at lave mad, er sorthåret, hedder Mona og er vampyr?
Man forsøger i første omgang at skjule det for omverdenen, for det er i bund og grund noget rod. Derfor er man nødt til at bilde sine kammerater ind, at hun er på café eller på kursus. Desuden er man nødsaget til at indgå en aftale med hende om, at hun ikke bider andre mennesker, men må nøjes med koblod fra slagteren.
Det er virkeligheden for jeg-fortælleren i ”Mig og min mor og Emilie og Emilies far” af Kim Fupz Aakeson og Kathrina Skarosá. Lettere bliver det ikke, da pigen Emilie og hendes far flytter ind i nabolejligheden og inviterer på middag. Mor Mona smiler blændende og bemærker, at Emilies far ser delikat ud. Han er dog en smule lodden, og for at det ikke skal være løgn, bliver han en varulv ved fuldmåne. Det kommer ikke til at gå stille for sig.
Med vanlig skævhed og nøgtern humor trækkes vi ind i Kim Fupz Aakesons historie om vampyrer og varulve i en helt almindelig opgang i Brønshøj. Uden at træde nogen over tæerne, kan man vel med rimelighed hævde, at det ikke er hverdagskost hverken i Brønshøj eller i hovedstadsområdet som sådan.
Med titlen ”Mig og min mor og Emilie og Emilies far” får jeg associationer til en bog som ”Drengen der lå i sin seng mens hans far og damefrisøren så på” fra 2002. Kim Fupz har aldrig gået af vejen for lange titler. Titlerne er for mig at se med til at understrege det almindelige, tenderende kedelige hverdagsmiljø, der er gennemgående i bøgerne. Det er faktisk trivielt med en vampyrmor, fordi hun ikke laver andet end at sove om dagen og kun er aktiv om natten. Vi behøver ikke en højlitterært svungen titel, for der er intet odiøst i jeg-fortællerens hverdag. Den er lige så almindelig som mange andres, bortset fra at hans mor tilhører nattens yngel. Der er intet Symphonie des Grauens her. Kun Brønshøj og blodpølse.
Som billedbog fungerer bogen fint. Kathrina Skarosás farverige illustrationer har noget collage over sig, og de supplerer fortællingen med scener fra dagliglivet i opgangen. Har man øjnene med sig, er der dog finurligheder at spore. Emilies far er lidt af en behåret hipster med svært sammengroede øjenbryn og mørke hår helt ud på hænderne. Har han ikke også temmelig spidse ører? Og billederne på væggen i Emilies lejlighed afslører en forkærlighed for fuldmåner og mørke skove, mens en lille Harlekinfigur i vindueskarmen stirrer med bekymring på fuldmånen over Bella Bio. Fåreskindet i sofaen er formentlig hjemmeslagtet. Hovedet sidder der i hvert fald stadig. Tjek også sættekassehylden på Emilies værelse. Der er interteksttualitet at hente med referencer til Tove Jansson, Disney og de danske Gjøl-trolde.
“Mig og min mor og Emilie og Emilies far” er ikke en moderne nyklassiker, men en sjov og anderledes billedbog for mindre læsere. Den bør få plads på indskolingshylderne på skolebibliotekerne, og den kan også sagtens indgå i et billedbogsforløb i det tidlige mellemtrin; for det interessant, hvordan fortællingens to børn forholder sig til deres forældres særpræg. Emilie forholder sig eksempelvis ret afslappet til sin fars lykantropiske tilbøjeligheder: Det går over, når solen står op, konstaterer hun tørt.
Jeg glæder mig til at læse bogen for min egen datter, selvom jeg desværre ikke kan prale af at være varulv. Bogen skal læses ved fuldmåne.
