”Måske er far faret vild i junglen. Måske kan han ikke komme ud. Måske kommer han aldrig ud. Hvor lang tid er et år. Et år er meget lang tid.”
Hvad kan et barn tackle afsavn fra en af sine forældre, når der ikke mere kommer postkort hjem? Hvad stiller man op med sin angst for krigen, når man er et barn? Hvad skal man sige, når man er allermest bange?
Far læste altid rim for Sue, han havde chokoladebrune øjne, og nu er han taget til junglen, hvor der er krig i Vietnam. Sue har sin mor og sine søskende, men sammen med Bandit, den trofaste hund, må hun klare sig uden far. Det bliver sommer, det bliver første skoledag, det bliver Thanksgiving, det er vinter, og far er ikke kommet hjem. De bekymrede damer siger: ”Bare rolig, der sker ikke noget med din far”, og så bliver Sue virkelig bekymret.
Suzy Collins fortæller enkelt og med barnets synsvinkel om angsten og hverdagen og om gensynet, da far endelig kommer hjem
James Proimos har tegnet med fede konturer og på tydeligt indrammede sider. Der er symmetri mellem tekst og billede, og nok er Vietnamkrigen mange år tilbage, og nok er vi i Amerika med en lidt anden hverdag end i Danmark, men genkendeligheden hos de mange børn, hvis fædre (eller mødre) er i krig, på boreplatforme, udsendt i embeds medfør eller på anden måde fraværende fra hverdagen, må være meget stor.
Collins rammer tonen hos et barn, og tegningerne giver farve og konkret indhold til den store og altoverskyggende angst, der følger med fraværet af postkort og de forfærdelige nyhedsudsendelser i tv.
”Jeg vil så gerne fortælle ham, at jeg ved, hvordan der er i junglen. Men det er så svært at forme ordene. ”Bandit troede ikke du ville komme hjem igen”, siger jeg til sidst.
Far ser på os og siger: ”Sig til ham, at de fleste kommer hjem igen. Og jeg er kommet hjem.”
Der er brug for mange bøger, som kan give anledning til at tale med børn om det mørke sider i tilværelsen. Dialogen er vigtig, når der læses i denne smukke bog. Suzy Collins er forfatteren til science fictionserien HungerGames, men som billedbogsforfatter har hun en helt klar realisme. Det er godt. Og klart.
