”Mine forældre siger at jeg holder godt ud. Men jeg føler det som om jeg bærer en vældig tung rygsæk på skuldrene. Den er usynlig. Jeg ved at jeg sikkert først kan tage den af på et sikkert sted.”

Sådan skriver pigen fra Ukraine. Hun er sendt på en ufrivillig og tvungen skoleferie, for skolen er lukket, der er online-undervisning og mange af hendes venner er flygtet med familien til Rumænien, Tyskland, Polen eller Danmark. Nu er hun det meste af tiden i beskyttelseskælderen, hvorfra hun kan møde sine venner i Minecraft. Her kan de bygge byerne op igen. I spillet er det nemmere end i virkeligheden.

De bliver en måneds tid i kælderen i hjembyen, men så forsvinder vandforsyningen, strømforsyningen svigtet og det bliver umuligt at bo i byen. Så skriver hun i sin dagbog:

”Der var et voldsomt bombardement i morgen. Selv væggene i kælderen rystede. Da alt var faldet til ro, sagde min far at vi skulle evakueres nu, for børn skal ikke vokse op i kældre som om de var svampe.”

Så rejser de. Mens far bliver tilbage. De tager til Lviv, hvor der er mere fredeligt og hvor der er strøm.

Forfatteren, Kateryna Yehorushkina, tilegner i sit forord bogen til alle de modige læsere, der oplever krigen. Hun har selv datteren Darynka, og ideen til bogen er affødt af de spørgsmål, datteren har stillet. Og så skriver Yehorushkina:

”Selvom dette er en bog om krig, har jeg forsøgt – mellem linjerne – at tage mig af hver enkelt af jer, at støtte jer og tage jer ind i min varme favn.”

Illustrationerne af Sofia Avdeeva er smukke, drømmende og giver det håb, der også er brug for i en så svær tekst. Når der er ukrainske ord på illustrationerne er de oversat i teksten. Bag i bogen er hele teksten på ukrainsk. Således er det også en bog, der kan læses af de ukrainske børn, der lige nu går i skole i Danmark. Her kan de få sat ord på den angst, der følger med visheden om krig. Og danske læsere kan få indblik i en ukrainsk piges tanker.

Det er en bog til alle. Det er ikke blot indskolingen og mellemtrin, der skal og kan læse med.