I dag. Alle siger, at livet går videre. Vi bliver nødt til at stå op, tage i skole, gå hjem. Og beskæftige os med ubetydelige ting, som for eksempel en eksamen, der nærmer sig. Og ’håber og bede og tro’ og alt muligt andet lort, de fylder os med. Livet går videre. Men det passer ikke, for den aften Nai forsvandt, trykkede hun på en kæmpestor, fucking pauseknap.
Det er en fremragende indledning, Cara Delevingne har skrevet til sin roman for unge, om unge og med unge hovedpersoner. Indledningen kommer efter forfatterens forord, takken til alle, der har hjulpet i processen, og efter et tilbageklip til ’otte uger tidligere’.
Indledningen er et point of no return, der således allerede findes på side fem. Herefter er vi nødt til at læse videre for at finde ud af, hvem Nai er, og hvorfor hun forsvandt. Desuden må vi vide, hvem der tænker, at livet nu er sat på pause.
I forordet skriver Cara Delevingne: Allerhelst vil jeg gerne fortælle, at det er okay, hvis man endnu ikke helt ved, hvem man selv er. Det er okay at være anderledes, for man er perfekt præcis som den, man er. Hvis bare man finder ud af, hvad der gør en glad, og lytter til sit hjerte, skal det nok gå.
Således kan man som læser (især når forfatteren er en kendt amerikansk blogger, model og skuespiller) næsten kun forvente en blogger-agtig patos i kæk highschool-pastiche. Men her bliver forventningerne ikke indfriet. ”Mirror Mirror” er en betagende og spændende bog, der skriver om mange eksistentielle temaer. Temaer, der er interessante for unge, men også ældre – og voksne.
På nettet findes en anmeldelse fra en ”bognørd”: “Mirror Mirror” er en fantastisk bog om venskab, kærlighed, om at stole på sine intuitioner og ikke mindst om at finde sin egen plads i verden. “Mirror Mirror” er sådan en bog, som alle bør læse uanset alder, for hvis man er teenager, så gennemlever man måske nogle af de samme problemstillinger lige nu, ellers så mindes man dengang, hvor man selv var teenager og forsøgte at finde sin egen plads i verden. En yderst anbefalingsværdig bog for alle, der kan lide en god coming of age roman.
Sådan er det. Helt på trods af forfatterens fortid, så er det en vedkommende roman om unge, der søger et ståsted i en rodløs verden.
Der er fire medlemmer af musikgruppen “Mirror Mirror”. Der er Leo, hvis bror netop er blevet lukket ud af fængslet og agter at fortsætte sin gangsterkarriere med lillebroderen som håndlanger. Der er Rose, hvis forældre har mange penge, men ingen tid til datteren, der søger at dulme smerten efter et overgreb med sprut og piller. Der er Naomi, der lever et punk-prinsesse-liv for at skjule, hvem hun egentlig er. Og endelig er der Red, der også hedder Amy, men som er meget i tvivl om sin kønsidentitet, og hvis forældre enten er fraværende eller fordrukne. De fire outsidere bliver venner i et band – men så forsvinder Naomi.
Herfra kører romanen i to spor: Dels er der Red, Rose og Leos personlige udvikling og deres vej gennem konflikter hjemme og i skolen, og dels er der hele opklaringen af, hvad der skete, da Noami forsvandt. Hvorfor blev hun fundet i Themsen med hovedskader og en mystisk tatovering? Hvorfor blev hun så fjern i tiden, før hun forsvandt? Hvorfor er hendes telefon blevet tapet fast til gyngestativet på den gamle legeplads, hvor gruppen ofte holdt til? Disse spørgsmål efterforsker Red, Rose og Leo sammen med Naomis søster, Ashira.
Man tror på personbeskrivelserne, selv om man som dansk læser tænker, at myndighederne burde have grebet ind for længe siden over for Reds forældre, at skolen skulle have indberettet Leos problematiske hjemmeforhold, og at SSP’erne burde have tjekket op på Roses misbrug. Men nu er vi heldigvis i London; en storby, hvor man kan være i fred med sine identitetsproblemer.
Der er en klar morale i romanen om venskab på trods, om venskab på tværs og om venskaber, hvor man giver uden at forvente at få noget igen. Musikken og bandet er en samlende faktor, og det er også en del af moralen: Man må have et mål. Man må kæmpe for noget. Man må kæmpe for sin egen identitet, og man må også kæmpe for andres ret til at være, som de er.
Bogen slutter med en Q&A, hvor forfatteren svarer på de spørgsmål, man som læser kunne have efter at være nået til sidste side. Det er ret unødvendigt. Bogen giver allerede svar, som læseren selv kan farve i forhold til eget liv.
Cara Delevingne slutter med følgende pointe: Jeg ville gerne skrive en roman, der gav et ucensureret billede af, hvor svært og hårdt det er at blive voksen. Unge er under et kæmpe pres, og der er en forventning om, at man skal være perfekt hele tiden. Men jeg ville gerne vise, at uanset hvem man er, så er man allerede perfekt.
Cara Delevingne på Instagram
Cara Delevingne på facebook
Om bogen på Politikens Forlags hjemmeside
Læseprøve
