En sommerdag, da kornet stod højt på marken, havde molboerne fået besøg af en stork. Den spankulerede stolt frem og tilbage på deres mark for at fange frøer. Og det var ikke så godt.

Og så ved vi jo, hvad der sker. For at storken ikke skal træde kornet ned, får molboerne hyrden til at jage den væk. Men for at hyrden ikke skal træde kornet ned, bærer seks molboer (i hjemmestrikkede sokker og med huer og træsko) hyrden ind på marken, så storken kan jages væk. På den måde forsvinder storken, og hverken hyrde eller stork har trådt kornet ned i overvældende grad. Måske ligger det meste af marken ned, efter de seks mand har båret hyrden på en gammel dør, men det er jo en helt anden historie.

Molbohistorierne er kendte, men også glemte i mange kredse. De er fine, korte historier med gode moraler, der ligger skjult i fortællingerne. De er virkeligt gode mundtlige historier, og her findes de på skrift, så man kan øve sig i at fortælle dem videre. Det er der mange eksempler på, at børn har gjort. Når man fx googler ”molbohistorier”, kan man se en hel del videoer, hvor børn fortæller. Og også professionelle fortællere har taget fat på historierne.

I denne lille Dingo-bog er det de klassiske fortællinger, der er med. Der er den med kirkeklokken, der gemmes et sikkert sted på havet, “De fremmede mænd”, “Båden er læk”, “Brillerne” og flere andre.

Molbohistorier har det helt klassiske set-up for mundtlige fortællinger. Der er en introduktion og en indføring i tid og sted: En dag sad seks molboer på en mark og talte…, så kommer en konflikt: Mon du ikke kunne hjælpe os med at finde vores egne ben igen? og der er en løsning: Han tog sin stok og gav sig til at slå løs med den på de mange ben.

Det særlige ved molbohistorier er, at løsningen vil synes urimelig, hårdtslående, tåbelig og helt ude af proportioner for alle andre, mens den set fra et molbo-synspunkt eller fra en anden vinkel med en anden dagsorden er en helt fin løsning.

Jon Ranheimsæter har illustreret molbohistorierne, og det gør han, så molboerne får liv og sjæl. De har træsko og hjemmestrikkede strømper, de har store næser, der peger ud i verden, deres tøj er holdt oppe af seler, thi de er alle stærkt overvægtige, og så har de en meget talende mimik. For den knap så rutinerede læser er illustrationerne en stor hjælp. De får også de til tider svære ord og old-school-agtige vendinger til at give mening.

Molbohistorierne fortjener at blive husket og fortalt. Det gør Hanne Leth her, men det spændende er, når de fortælles videre fra det skriftlige oplæg.

Jon Ranheimsæter
Gyldendal
Elever i 6. klasse fortæller molbohistorier
Flere molbohistorier